Hvilken signatur efterlader metastaser til leverkræft?

Tyktarmskræft kan give metastaser til leveren. Joanna Maria Kalucka fra Institut for Biomedicin har fået 10 mio. kr. af Novo Nordisk Fonden til at undersøge den molekylære signatur for metastaser til leverkræft.

Joanna Kalucka vil i projektet finde molekylære signaturer for to typer af tyktarmskræft metastaser til leveren. Foto: Lars Kruse, AU Foto

Tyktarmskræft er én af de mest almindelige kræftformer, men samtidig også en meget metastatisk tumortype, som kan sprede sig til bl.a. leveren. Adjunkt Joanna Maria Kalucka fra Institut for Biomedicin har modtaget 10 mio. kr. som et Tandem Grant fra Novo Nordisk Fonden til at forske i tyktarmskræft med metastaser til leveren.

Sammen med Dr. Lena-Christin Conradi fra University of Göttingen vil Joanna Maria Kalucka undersøge to former for metastase. Den første er en type af kræftceller, som skaber yderligere blodkar og dermed hjælper kræften med at sprede sig. Den anden er en mere invasiv metasteringstype, hvor kræftceller angriber eksisterende blodkar. De to kvindelige forskere vil identificere de molekylære signaturer for metastaser til leverkræft bl.a. ved at undersøge tumorer på celleniveau og blodprøver fra patienter. Håbet er, at patienters prognoser forbedrer sig, hvis behandling kan målrettes de givne metastaser i højere grad, end det er tilfældet i dag.

Kontakt:

Adjunkt Joanna Maria Kalucka
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Mobil: + 45 52 16 98 17
Mail: joanna.kalucka@aias.au.dk