Kan mælkesyre hæmme udviklingen af type 2-diabetes?

Lektor Esben Søndergaard fra Aarhus Universitet undersøger i et nyt forskningsprojekt støttet af Arla Food for Health, hvorvidt indtagelse af mælkesyre hæmmer overvægtiges risiko for at udvikle type 2-diabetes.

Esben Søndergaard samarbejder i projektet med Københavns Universitet, Steno Diabetes Center Aarhus, Aarhus Universitets Hospital og Mayo Clinic i USA. Foto: Marie Agergaard Mikkelsen

I et nyt forskningsprojekt, som Arla Food for Health støtter med 4,9 mio. kr., undersøger Esben Søndergaard fra Institut for Klinisk Medicin, om overvægtige mennesker med insulinresistens lettere omsætter sukker og fedt, hvis de indtager mælkesyre. Hans hypotese er, at tilsætningen af mælkesyre til et måltid forbedrer håndtering af næringsstoffer hos personer med overvægt og insulinresistens, hvilket reducerer risikoen for at udvikle type 2-diabetes.

Bevillingen fra Arla Food for Health anvender Esben Søndergaard bl.a. til kliniske studier og til PET-scanninger, der kan bestemme optagelsen af fedt fra måltider i de enkelte organer. Forskningsprojektet har potentiale til at bidrage til udvikling af kostvejledning og behandling af personer i risiko for at udvikle type 2 diabetes. Esben Søndergaard arbejder også som kliniker og lektor ved Steno Diabetes Center Aarhus.

Kontakt
Lektor og ph.d. Esben Søndergaard
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Steno Diabetes Center Aarhus
Mobil: 28730943
Mail: Esben.sondergaard@clin.au.dk