Ny forskning tyder på, at børn i tvivl om deres kønsidentitet rammer puberteten tidligere

Børn, som ved 11års-alderen har udtrykt ønske om at være et andet køn, går tidligere i puberteten end deres jævnaldrende, viser nyt studie fra Aarhus Universitet. Mere forskning skal til, siger forskerne bag studiet.

Nyt studie tyder på, at børn med ønske om at skifte kønsidentitet rammer puberteten tidligere. Professor Cecilia Ramlau-Hansen og kandidatstuderende Anne Hjorth Thomsen, begge fra Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet, står bag studiet. Foto: Simon Fischel, Health AU og privat

Overgangen til puberteten kan være svær for børn, der er ramt af tvivl om egen kønsidentitet. Ny forskning fra Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet tyder på, at netop disse børn også går tidligere i puberteten, end børn, som ikke er i tvivl om deres kønsidentitet. Kandidatstuderende Anne Hjorth Thomsen står sammen med professor Cecilia Ramlau-Hansen bag studiet.

Studiet, som er et af de første i verden, der undersøger sammenhængen mellem børns ønske om at være det modsatte køn og deres pubertetsudvikling, er lavet under forskningsprojektet ”Bedre Sundhed i Generationer” (BSIG), som siden 1996 har fulgt 100.000 danske kvinders graviditet, fødsel og børnenes opvækst og udvikling.

I studiet svarede børnene i 11års-alderen på et spørgsmål om et eventuelt ønske om at være det modsatte køn. De oplysninger blev derefter kombineret med data, hvor børnene hver 6. måned gennem puberteten rapporterede deres aktuelle stadie for forskellige pubertetsmilepæle. Omkring 5% af børnene i studiet rapporterede et enten delvist eller et helt ønske om at være det modsatte køn i 11 års-alderen.

”Resultaterne tyder på, at børn som i 11-års-alderen rapporterede et ønske om at være det modsatte køn, havde tendens til at gå i puberteten før børn, som ikke havde udtrykt ønske om at skifte køn. I studiet gik både fødselstildelte drenge og piger ca. 2 måneder tidligere i puberteten end deres jævnaldrende,” fortæller Anne Hjorth Thomsen.

Anne Hjorth Thomsen understreger, at der skal mere forskning til, før endelige konklusioner kan drages, men at det er vigtigt at sundhedspersonale er opmærksom på den tidligere pubertetsudvikling.

”Sundhedspersonalet kan opleve at møde et ønske om at bremse pubertetsudviklingen, fordi børnene ikke føler sig tilpas i eller kan identificere sig med deres egen krop. Derfor er det vigtigt, at sundhedspersonalet har en grundlæggende viden om pubertetsudviklingen hos børnene, så man kan sætte ind med behandling på det rette tidspunkt.”

Anne Hjorth Thomsen anbefaler sammen med professor Cecilia Ramlau-Hansen, at forskningsresultatet følges op af nye studier.

”I studiet her, ser vi tidligere pubertetsudvikling blandt børn som ønsker at være det modsatte køn sammenlignet med børn som ikke ønsker at være det modsatte køn. Men vi ved ikke, om børnenes egen kønsopfattelse påvirker pubertetsudviklingen, eller om der kan være andre forklaringer. Vi kender ikke de bagvedliggende årsager,” siger Anne Hjorth Thomsen.

Bag om forskningsresultatet:

Læs mere om Bedre Sundhed i Generationer: https://www.bsig.dk

Kontakt

Kandidatstuderende Anne Hjorth Thomsen
Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet
aht@ph.au.dk

Professor Cecilia Ramlau-Hansen
Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet
chrh@ph.au.dk
Tlf.: +4526295715