Ny professor undersøger effekten af diabetesteknologi

Diabetespatienter kan med ny teknologi overvåge egne glukoseværdier og dermed bedre regulere deres insulindosis. Klavs Würgler Hansen, der er ny professor på Aarhus Universitet, analyserer i sin forskning anvendelsen og effekten af ny diabetesteknologi.

Klavs Würgler Hansen tiltræder professoratet i endokrinologi på Aarhus Universitets Institut for Klinisk Medicin den 1. april 2022. Foto: Agata Lenczewska-Madsen

At leve med insulin behandlet diabetes kan være en krævende opgave, der bl.a. omfatter overvågning af glukoseniveau, og justering af insulindosis i forhold til kost og motion. Klavs Würgler Hansen forsker i, hvordan intelligente insulinpumper og smarte insulinpenne kan hjælpe diabetespatienter med glukosemåling uden at dette kræver fingerprik.

Klavs Würgler Hansen analyserer, hvad det betyder for hhv. patienter og deres læger at indføre diabetesteknologi. Den nyslåede professor, som også er tilknyttet Regionshospitalet Silkeborg og Steno Diabetes Center Aarhus, ser det som en fordel, at de teknologiske hjælpemidler kan tilbydes alle patienter, uanset hvor i landet de bor.

Klavs Würgler Hansen forsker også i forhøjet blodtryk hos diabetespatienter og i sendiabetiske komplikationer.

Kontakt

Professor, overlæge og dr.med. Klavs Würgler Hansen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin,
Regionshospitalet Silkeborg – Diagnostisk Center og
Steno Diabetes Center Aarhus
Mail: kwh@clin.au.dk