Operationsrobot kun til grise
En tidligere operationsrobot fra patientbehandlingen kommer nu kliniske forskere til gavn. Institut for Klinisk Medicin har netop etableret Robotkirurgisk forsknings- og udviklingscenter for at fremme viden om robotkirurgi.
Aarhus Universitetshospital har udskiftet en operationsrobot på Urinvejskirurgisk Afdeling med en mere moderne udgave. Den gamle robot er imidlertid alt for god til at blive pensioneret, og har derfor fået ny arbejdsplads på Institut for Klinisk Medicin.
”Den gamle robot har ikke de samme muligheder som de nyeste robotter, men den er god nok til forskning og træning på grise - og til udvikling af nye operationsmetoder til gavn for bl.a. kræftpatienter”, siger Jørgen Bjerggaard Jensen, som 1. maj 2014 blev professor i blærekræft og robotkirurgi ved Aarhus Universitet. Han har taget initiativ til etableringen af det nye robotkirurgiske forsknings- og udviklingscenter ved Institut for Klinisk Medicin.
Bruges til udvikling af nye robotteknikker
Robotten bliver nu brugt i de kirurgiske forskningslaboratorier på Institut for Klinisk Medicin, som ligger i kælderen under Aarhus Universitetshospital og har Nordeuropas bedst udstyrede operationsstuer til bl.a. eksperimentelle operationer på grise.
Foruden urinvejskirurgerne, er det mave-tarm-kirurger, gynækologer, hjertekirurger og øre-næse-hals-kirurger, der er gået sammen om robotten til forskning, udvikling og undervisning. Det er planen, at robotten skal bruges til:
- Kurser og undervisning for læger i robotkirurgi
- Træning af nye kirurger i operationer med robotkirurgi
- Udvikling af nye indgreb med robot
- Indøvning af nye indgreb med robot
- Sammenligning af operationer med traditionel kirurgi og robotkirurgi
Her kan du se læge Pernille Skjold Kingo vise, hvordan en operationsrobot fungerer.
Yderligere oplysninger
Professor og overlæge Jørgen Bjerggaard Jensen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Urinvejskirurgisk Afdeling K, SKS
Telefon: 7845 2617
bjerggaard@clin.au.dk