Otte forskningsprojekter på Health modtager bevillinger fra Carlsbergfondet

Carlsbergfondet støtter nye danske forskningsprojekter, som de kommende år skal lede til nye fundamentale indsigter og opdagelser. I alt modtager otte forskere på Health støtte fra puljen.

Her er seks af Healths modtagere af en ny runde bevillinger fra Carlsbergfondet.
Her er seks af Healths modtagere af en ny runde bevillinger fra Carlsbergfondet. Foto: Simon Fischel, AU Health.

Hvor stabil er Grønlands indlandsis, og hvordan bevæger den sig? Kan vi lære af salamanderens evne til at regenerere efter skader? Og hvordan understøtter den menneskelige hjerne interaktion gennem musik og sprog?

Det er bare et lille udpluk af de spørgsmål, som en ny runde bevillinger til fri grundforskning skal hjælpe med at besvare. 

Her er Healths bevillingsmodtagere fra puljen:  

Lektor Emma Börgeson fra Institut for Biomedicin modtager en Semper Ardens: Accelerate-bevilling på 7.000.000 kr. til projektet: ’Deciphering Lipoxin Signaling Mechanisms and Their Role in Modulating Lymphatic Inflammation’

I projektet undersøger Amma Börgeson, hvordan stoffer fra lipoxinfamilien, især lipoxin B4, kan hjælpe lymfesystemet med at reducere betændelse i kroppens fedtvæv. Målet er at forstå, hvordan kroppen stopper betændelse, og hvordan det kan påvirke udviklingen af kroniske sygdomme.

Professor Søren Riis Paludan fra Institut for Biomedicin modtager en Research Infrastructure-bevilling på 2.534.744 kr. til projektet: ’Real-time quantitative imaging of cells for research in immunology, virology, genetics and beyond’

Projektet handler om at styrke forskning i cellebiologi med Incucyte SX5, et billeddannelsessystem, der muliggør realtidsobservationer af cellers respons med fokus på infektioner, immunitet, genetik og kræft.

Postdoc Mette Mørup Schlütter fra Institut for Folkesundhed modtager et Internationalisation Fellowship på 1.100.000 kr. til projektet: ’Push: Pushing Anthropological Inquiry through Pregnancy, Birth, and Motherhood in Kalaallit Nunaat’

I projektet undersøger Mette Mørup Schlüter graviditet, fødsel og moderskab i Kalaallit Nunaat ved at kombinere lokale forhold, unikke erfaringer og oprindelige videnssystemer. Formålet er at forbedre omsorg og trivsel for kvinder, deres familier og samfund samt at udfordre traditionelle antropologiske tilgange.

Postdoc Anita Dittrich fra Institut for Klinisk Medicin modtager et internationalisation Fellowship på 1.020.000 kr. til projektet: ’Endowing Cardiac Regenerative Capacity to Mammalian Cells Via the ECM of Regenerating Salamanders’

Anita Dittrich undersøger forskelle i hjertets ekstracellulære matrix mellem grise, der danner permanent arvæv efter skade, og salamanderen, der kan regenerere fuldstændigt. Ved at analysere, hvordan celler reagerer på matrix fra salamanderhjerter, er målet at forstå, om regenerative evner kan påvirkes af matrixens egenskaber.

Professor Peter Keller fra Institut for Klinisk Medicin og Center for Music in the Brain modtager en Research Infrastructure-bevilling på 2.495.140 kr. til projektet: ’Cognitive and Social Neuroscience (CoSoN) Electroencephalography (EEG) Lab’

I projektet undersøger han, hvordan hjernens processer skalerer fra enkeltpersoner til grupper for at understøtte social kognition og kommunikation. Ved at bruge et avanceret billeddannelsessystem, søger Peter Keller svar på, hvordan hjernen understøtter interaktion gennem musik og sprog.

Professor Morten Schallburg Nielsen fra Institut for Biomedicin modtager en Research Infrastructure-bevilling på 1.770.448 kr. til projektet: ’AxioScan 7 slide scanner’

Projektet handler om at forbedre muligheden for at visualisere væv og forstå biologiske mekanismer og sygdomme ved hjælp af avanceret billeddannelse. Med en ny, højteknologisk slide-scanner kan Morten Schallburg Nielsen få adgang til mere detaljerede vævsanalyser.

Støtte til fri grundforskning

Udover de nævnte projekter har følgende Health-forskere modtaget mindre bevillinger fra samme pulje:

Lektor Donna Bødtkjer fra Institut for Biomedicin modtager et monograph fellowship på 896.000 kr. til projektet: ’Thomas Bartholin’s discovery of the human lymphatic vasculature’

Professor Thomas Corydon fra Institut for Biomedicin modtager en Research Infrastructure-bevilling på 499.060 kr. til projektet: ’Enhancing Retinal Research and Therapeutics: Acquisition of diagnosys Celeris ERG for Multidiscipline’.

 

Omtalen er baseret på pressemateriale fra Carlsbergfondet.

Læs Health Kommunikations retningslinjer for omtale af navnenyheder på fakultetets hjemmeside.