PhD Day indbød til debat om forfatterskaber
Både seniorforskere og ph.d.-studerende har ansvar for at modvirke dopingkultur. Akademisk doping ved PhD Day 2015 på Health satte debatten på højtryk.
Ved Tour de France i 1997 afviste præsidenten for den internationale cykelunion, Hein Verbrüggen, rygterne om doping som fri fantasi, der alene fandtes i sensationshungrende sportsjournalisternes hoveder. Året efter var dopingskandalerne som bekendt en realitet.
Anekdoten blev serveret af Ask Vest Christiansen, lektor ved Institut for Folkesundhed og paneldeltager ved PhD Day 2015 fredag den 23. januar i søauditoriet.
Den skulle ifølge Ask Vest Christiansen ses som et billede på, at akademisk doping ikke er et hypotetisk fænomen. Det forekommer. Også i forskningsmiljøerne.
Den efterfølgende debat og spørgeiver i det fyldte søauditorium viste, at det er et tema, som optager de ph.d.-studerende.
Fra panelet, som foruden Ask Vest Christiansen bestod af Kirsten Ohm Kyvik fra SDU, Jørgen Frøkier, AU, formand for det frie forskningsråd og Eskild Petersen, lektor ved Klinisk Medicin og chefredaktør ved et videnskabeligt tidsskrift, lød det enstemmigt, at ledelsen i et forskningsmiljø har en enorm forpligtelse til at modvirke en dopingkultur.
Derfor er uddannelse af vejledere og seniorforskere i ansvarlig forskningspraksis og retningslinjer derfor en kontinuerlig disciplin, understregede Kirsten Ohm Kyvik.
Kommanderet doping
Et af de konkrete spørgsmål fra salen blev stillet af Johan Arendt, ph.d.-studerende og næstformand i Ph.d.-foreningen ved Health. Han bad panelet forholde sig til, hvordan man ændrer en kultur, som opfordrer til eller ligefrem kommanderer til akademisk doping.
Spørgsmålet var ligeså vel ment som en kommentar, fortæller Johan Arendt, som erfarede, at flere af hans ph.d.-medstuderende stillede tilsvarende spørgsmål til panelet.
”Vejledere og ældre forskere har et stort ansvar for, at der blevet bedrevet ansvarlig forskning. Det er urimeligt, hvis unge forskere kommer i klemme, hvis de for eksempel siger nej til at skrive forfattere på artiklen, som reelt ikke har bidraget”, siger Johan Arendt.
Den største udfordring er ifølge Johan Arendt, at en for afslappet holdning til forfatterskaber ikke er en handling, som afføder en sanktion. Der er tale om et moralsk ansvar.
”Vi har alle et ansvar for at sikre en redelig forskningspraksis, men de ældre forskere skal tage deres rolle som kulturskabere på området for redelig forskningspraksis alvorligt".
Johan Arendt mener, at en debat om akademisk doping som ved PhD Day er vigtig for forskningskulturen.
”Vi skal holde diskussionen åben. Ved at italesætte akademisk doping kan vi være med til at modvirke en dårlig kultur,” siger Johan Arendt.
Paneldeltagere ved PhD Day 2015:
- Kirsten Ohm Kyvik, professor, MPM, Institutleder for Institut for Regional Sundhedsforskning på Syddansk Universitet.
- Jørgen Frøkier, professor, næstformand for Det Frie Forskningsråd, sundhed og sygdom.
- Ask Vest Christiansen, lektor med fokus på sportsdoping ved Institut for Folkesundhed, Idræt, Aarhus Universitet.
- Eskild Petersen, klinisk lektor ved Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet og chefredaktør på International Journal of Infectious Diseases.
Speciallæge i børnesygdomme Morten Staberg var key note speaker.
Program for dagen.
redigeret 28.1.15