SE BILLEDERNE: Indvielsen af forum

Onsdag den 7. september blev snoren klippet til den 14 etager høje Forumbygning i hjertet af Aarhus Universitetshospital. Blandt meget andet skal bygningen huse dele af Institut for Klinisk Medicin, som får både nye kontorer, laboratorier og dyrestald i Forum. Her får du fotos fra festlighederne.

Foto: Tonny Foghmar

Det var 1. næstformand i regionsrådet Hanne Roed, der sammen med studerende og patient ved Steno Diabetes Center Aarhus Xenia Kuhn, fik æren af at klippe den ceremonielle snor til indvielsen.

"Forum var den romerske bys centrum, hvor man mødtes i politiske sager for at handle, for at afgøre retssager eller bare for at høre sladder. Vi skal også mødes her i Forum – vi skal udveksle, vi skal sammen skabe ny viden – til gavn for patienterne," sagde dekan Anne-Mette Hvas i sin tale. 

Gæster fra både AU, AUH, Steno Diabetes Center og Folkekirken var mødt op til indvielsen. Alle organisationerne får til huse i Forum. 

"Afstanden mellem AU og AUH bliver mindre," pointerede 1. næstformand for regionsrådet Hanne Roed og understregede vigtigheden af, at både patienter, pårørende, behandlere og forskere kan mødes i samme hus. 

Kunstner Frederik Tydén står bag skulpturerne, som udsmykker Forumparken foran bygningen.

Kunstner Nanna Debois Buhl har skabt det enorme vævede skymotiv, som pryder væggen ved hovedindgangen. Motivet forestiller himlen over Forum en forårsdag i 2021. 

Senior Vice President fra Novo Nordisk Fonden Martin Ridderstråle glædede sig over de nye omgivelser for Steno Diabetes Center Aarhus. "Vi glæder os til yderligere synergier, når alle er flyttet ind i dette smukke byggeri. Hvad kan det ikke ende med," sagde han.