Stor hæder til markant AU-forsker
Professor, Dr. odont. Ole Fejerskov modtager Bagger-Sørensen Fondens Store Forskningspris på 500.000 kr. for sin banebrydende forskning. Ud over at være internationalt anerkendt forsker, har han også beklædt en række administrative topposter og været direktør for Danmarks Grundforskningsfond.

Prismodtager Ole Fejerskov har en markant forsker- og lederkarriere bag sig. Som bare 29-årig blev han professor, senere blev han rektor for Tandlægeskolen, rektor for Forskerakademiet, direktør for Danmarks Grundforskningsfond og institutleder for Anatomisk Institut, Aarhus Universitet. Nu hædres han for sin omfattende forskning i fluors effekt på tanddannelse og huller i tænderne af Bagger-Sørensen Fonden med tildelingen af fondens Store Forskningspris på 500.000 kr.
Ole Fejerskov har, siden han blev uddannet tandlæge fra Aarhus Universitet i 1967, forsket i, hvordan fluor påvirker tænderne:
- 80-85 % af alle tandlægebesøg skyldes karies og kariesbehandling i en eller anden form, så huller i tænderne er virkelig en folkesygdom på linje med andre store livsstilssygdomme. Derfor er det også enormt vigtigt at forske i, hvordan vi forebygger og behandler sygdommen så billigt og effektivt som muligt. Min forskning gennem årene har på forskellige måder handlet om, hvordan fluor påvirker tænderne, hvilket hænger nøje sammen med både forebyggelse og behandling, da fluor, som vi alle får i større eller mindre grad i dagligdagen, har en afgørende indflydelse på karies’ opståen og udviklingshast, fortæller Ole Fejerskov.
Fra Afrika til Kina
Ole Fejerskov har gennem sin karriere haft at stærkt fokus på internationalt samarbejde. Som ung forsker startede han med en lang række dyreforsøg med danske kolleger. Men for at forstå de store tandsygdommes naturhistorie tog han på forskningsophold til Østafrika, hvor han sammen med danske og internationale kolleger lavede store befolkningsundersøgelser for bl.a. at finde svar på, hvordan fluor påvirker tænderne, når de dannes. Senere blev studierne udvidet til Sydøstasien og ikke mindst Kina.
Det var de sideløbende dyreforsøg kombineret med de store internationale befolkningsundersøgelser, der blev kimen til hans banebrydende forskningsresultater inden for udviklingen af karies og paradentose.
Det mangeårige samarbejde – siden 1982 - med kinesiske forskere førte også til, at Ole Fejerskov i 2005 fik den kinesiske regerings fornemste udmærkelse til udlændinge og stod i spidsen for oprettelsen af det dansk-kinesiske universitetscenter, som han i perioden 2009-2010 var direktør for.
Trendsættende lærebøger
Hans forskning er i dag bredt publiceret, bl.a. i anmelderroste lærebøger, som er udbredt læsning på tandlægeskoler i hele verden. Ole Fejerskovs forskning har på den måde haft en afgørende indflydelse på, hvordan man forebygger og behandler karies.
Den lige linje fra forskning til forebyggelse og behandling betyder meget for Ole Fejerskov:
- Sammenhængen mellem basal forskning og de kliniske manifestationer af sygdomme har altid været meget vigtig for mig, for forskning skal kunne bidrage til at beskrive og forklare verden og gerne bruges til noget. Selv om der normalt, især indenfor molekylærbiologien, kan være meget langt fra laboratoriet til klinikken, har jeg prøvet at fokusere på, hvilke konsekvenser forskningsresultaterne kan have for forebyggelse og behandling. Generelt har det været en stor drivkraft for mig at få mulighed for at formidle min forskning, så den så hurtigt som muligt bliver anvendt i praksis, understreger Ole Fejerskov.
Efter i en årrække at have besat topposter på den forskningspolitiske scene er Ole Fejerskov med egne ord vendt tilbage til gerningsstedet og forsker igen i fluors grundlæggende virkningsmekanismer på mineralisering af knogle og tandvæv. Han er i dag tilknyttet Institut for Biomedicin.
- Jeg har prøvet mange forskellige ting i løbet af min karriere, og nu er jeg så vendt tilbage til cellebiologisk forskning. Sammen med nogle fantastiske kolleger her på instituttet og i Japan har jeg fået mulighed for at dykke ned i nye aspekter af min oprindelige forskning, udtaler Ole Fejerskov og fortsætter:
- Generelt føler jeg mig meget privilegeret over at have fået lov til at arbejde med mange dybt engagerede mennesker, som alle har været på et kvalitativt højt fagligt niveau. Både meget nære medarbejdere på Aarhus Tandlægeskole gennem 20-30 år og nu på det tidligere institut for anatomi samt fremragende forskere fra Norge, Sverige, England, USA, Japan, Kina og Kenya. Tværfaglig forskning er meget oppe i tiden, men jeg har altid prioriteret tværfagligt samarbejde højt, for man skal ikke tro, at man er den eneste der kan se lyset i sin egen snævre boks. Det er i samspillet med andre stærkt specialiserede forskere i en lang række discipliner, at man for alvor skaber innovative resultater og formår at tænke ”ud af boksen”.
Nye forskningsmuligheder
Bagger-Sørensen Fonden, som også kendes som Dandy-fonden, uddeler hvert år en stor forskningspris på 500.000 kr. til en forsker der har ”ydet en elitær forskningsindsats på allerhøjeste internationale niveau”. Halvdelen af prisen er øremærket forskning, mens den anden halvdel er en personlig hædersgave.
Prisen giver ifølge Ole Fejerskov store muligheder for at nå et skridt videre med forskningen:
- Jeg er selvfølgelig meget meget glad for og stolt over at have fået prisen. Rent fagligt giver det mig mulighed for at arbejde videre med flere parallelle forskningsspor- og projekter, hvilket eksterne midler sjældent levner plads til. Så det er jo nærmest en appelsin i turbanen at få disse midler, som blandt andet skal bruges til både nye dyreeksperimenter og kliniske/mikrobiologiske undersøgelser af parodontose i Kina, så sammenhængen mellem forskning og praksis sikres, afslutter Ole Fejerskov.
Prisoverrækkelsen finder sted på Munkebjerg Hotel i Vejle fredag d. 26. august.