1,5 mio. kr til forskning i søvn hos ADHD-børn

Læge, ph.d.-studerende Anne Virring Sørensen.

Læge, ph.d.-studerende Anne Virring Sørensen ved Klinisk Institut, Aarhus Faculty of Health Sciences, Aarhus Universitet, har modtaget 1,5 millioner kroner fra Lundbeckfonden til et forskningsprojekt om søvnproblemer hos børn med ADHD med titlen: ” Søvnmønstret hos børn med ADHD før og efter behandling”.

Projektet foregår på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Regionscenter, Risskov, i de kommende 3 år og udføres af Anne Virring Sørensen under vejledning af professor Per Hove Thomsen.

Formålet med projektet er, at beskrive søvnproblemer hos børn med ADHD, samt at se om den medicinske behandling har effekt på søvnen. Baggrunden er, at to ud af tre forældre til et barn med ADHD beskriver søvnproblemer hos deres børn og ca. halvdelen af  børn med ADHD selv rapporterer søvnproblemer. Barnealderens store faglige, sociale og fysiske krav er vanskelige at honorere for børn med ADHD og må formodes yderligere forværret af søvnproblemer.

I projektet vil søvnen hos alle de ADHD-børn, der deltager, blive undersøgt ved hjælp af spørgeskemaer samt polysomnografi og multiple søvnlatenstest gennem en 18-måneders periode  inden og efter medicinsk behandling. Desuden undersøges biokemi og det daglige funktionsniveau.