17 millioner kroner til forskning i sundere mælk

Kjeld Hermansen, professor, forskningsoverlæge, dr. med. ved Klinisk Institut ved Aarhus Faculty of Health Sciences har fået 17 millioner kroner til forskningsprojekt, som skal undersøge, om sundere mælkeprodukter kan være med til at bremse udviklingen af hjertekarsygdomme og diabetes.

Forskningsprojektet har fået 13,5 millioner kroner fra Det Strategiske Forskningsråd og 3,5 mio. kr. fra Mejeribrugets ForskningsFond, og foruden professor Kjeld Hermansen og hans team fra Klinisk Institut, deltager forskere fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet, samt forskere fra Wageningen University i Holland og Trinity College i Irland i projektet.

- Vi vil undersøge, om mælken kan gøres sundere. Mælkeprodukter er en vigtig næringskilde, og mælk indeholder mange kort- og mellemkædede mættede fedtsyrer, der sammen med valle muligvis har en positiv effekt, der kan modvirke udviklingen af hjertekarsygdomme og sukkersyge, siger Kjeld Hermansen.

Hver fjerde voksne dansker lider af det såkaldt metaboliske syndrom med for meget bugfedt, forhøjet blodtryk, for meget fedt i blodet og nedsat virkning af insulin. Metabolisk syndrom fordobler risikoen for sukkersyge og femdobler risikoen for hjertekarsygdom.

Kjeld Hermansen påpeger, at dyreforsøg viser, at man kan forbedre insulinfølsomheden og dermed nedsætte risikoen for hjertekarsygdomme og sukkersyge gennem indtagelse af flere kort- og mellemkædede fedtsyrer. Nu skal disse forsøg overføres og testes på mennesker. 

Valle skal indgå i kosten

Forskningsprojektet starter til marts på Aarhus Faculty of Science and Technology på Forskningscenter Foulum, hvor forskerne vil fodre en række køer på gammeldags vis med ensilage, og derved øge indholdet af de kort- og mellemkædede fedtsyrer i køernes mælk.

Herefter skal mælken sammen med valle indgå i kosten hos 70 forsøgspersoner i tre måneder for at undersøge virkningen.

Valle er et spildprodukt ved osteproduktion, og det bruges normalt til at fodre svin med, men nu skal det undersøges nærmere, om valle har en sundhedsgavnlig effekt på mennesker.

- Vi vil undersøge, om den type mælkefedt sammen med valleprotein kan bruges til at gøre mælken sundere og nedsætte risikoen for sukkersyge og hjertekarsygdom. Det vil i bedste fald give både en sundhedsgevinst og bidrage med økonomisk fordel for landbruget. Et positivt resultat vil åbne helt nye perspektiver for landbruget, siger Kjeld Hermansen.