AU-professor får international hæder for genforskning

Professor Lars Fugger fra Aarhus Universitet, Aarhus Universitetshospital og University of Oxford har netop modtaget en prestigefyldt pris inden for forskning i geners betydning i behandling. Forskningen kan bidrage til at forhindre fatal fejlmedicinering.

Professor Lars Fugger
Professor Lars Fugger

Den danske professor Lars Fugger modtog forleden prisen ”The MS Research Project of the Year Award” som en anerkendelse af scleroseforskning i verdensklasse. Prisen blev uddelt ved årsmødet for den britiske scleroseforening, the MS Society, i London.

Forskning i verdensklasse

Professor Lars Fugger kom i verdenspressen i juli 2012. Her kunne forskergruppen afsløre i det anerkendte videnskabelige tidsskrift ’Nature’, at de havde fundet svaret på, hvordan det kan få fatale følger, hvis man behandler autoimmune sygdomme, herunder multipel sclerose, ens. Også selve sygdommene angriber kroppen forskellige steder.

Opdagelsen kan bruges til at forstå, hvordan man skal behandle patienter med autoimmune sygdomme generelt.  Ikke mindst har forskningsresultatet afgørende betydning for, hvordan man kan sikre, at hele grupper af patienter får den rette medicin, som virker efter hensigten. Eller skåne patienter for den medicin, som ikke virker og som har bivirkninger.

Bedre behandling af sclerosepatienter

I forbindelse med publiceringen af forskningsresultaterne udtalte Lars Fugger, at der var grund til begyndende optimisme i bestræbelserne på at tæmme multipel sclerose.

Lars Fugger har siden november 2002 haft orlov fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital for at lede den international forskergruppe på The Weatherall Institute of Molecular Medicine ved University of Oxford.

Yderligere oplysninger

Professor Lars Fugger, tlf. +44(0)7817 601028 eller +44 (0) 1865 22235
Aarhus Universitet, Aarhus Universitetshospital og University of Oxford