AU repræsenteret i unikt globalt forskningsråd

Der har i mange år været både nationale og regionale forskningsråd. For første gang ser et verdensomspændende forskningsråd nu også dagens lys. Danmarks repræsentant er professor Jens Christian Djurhuus, institutleder for Institut for Klinisk Medicin og formand for bestyrelsen i Det Frie Forskningsråd.

For nylig var 50 forskningsrådsledere fra G20- og OECD-landene samlet i Washington for at stifte verdens første globale forskningsråd, Global Research Council. Målet med rådet er at skabe et forum, hvor repræsentanter for nationale forskningsråd kan diskutere fælles mål og principper, samt et forum, der kan forene forskning på tværs af regionale grænser.

Jens Christian Djurhuus, institutleder for Institut for Klinisk Medicin og bestyrelsesformand for Det Frie Forskningsråd, var med fra dansk side:

”Verden bliver stadig mindre, og forskere samarbejder i vid udstrækning på tværs af grænser. Der har derfor været et stigende behov for, at vi ikke bare regionalt i EU, men også globalt etablerer nogle fælles retningslinjer for god forskerintegritet”, fortæller Jens Christian Djurhuus, der har været med til at tage initiativ til Global Research Council.

Fælles principper for bedømmelsesproceduren

Et kerneelement i støtte af forskningsprojekter er den videnskabelige bedømmelsesprocedure. På mødet blev medlemmerne af det nyetablerede globale forskningsråd enige om seks grundprincipper for bedømmelsesprocessen, nemlig transparens, ekspertbedømmelse, integritet, saglighed, egnethed og fortrolighed.

“Ved at vedtage disse grundprincipper har vi taget et vigtigt første skridt på vejen til at udvikle fælles grundvilkår for forskere verden over ”, udtaler Jens Christian Djurhuus.

Open Access på agendaen

Næste møde bliver i Berlin i 2013, hvor ambitionen er, at dobbelt så mange lande skal deltage.  Her vil forskerne have Open Access-spørgsmålet øverst på dagsordenen:

”I dag koster adgang til flere af de videnskabelige tidsskrifter mange penge, men offentligt støttet forskning bør være tilgængelig for samfundet som helhed. Derfor vil vi i rådet arbejde for en højere grad af Open Access til videnskabelige artikler”, afslutter Jens Christian Djurhuus.


Yderligere information

På hjemmesiden for det amerikanske National Science Foundation, kan du se podcast af pressemøde afholdt i forlængelse af det stiftende møde for Global Research Council


Kontakt

Professor Jens Christian Djurhuus
Institutleder, Institut for Klinisk Medicin
Tlf. 78459000
E-mail: jcd@ki.au.dk