Dansk scleroseforsker får engelsk prestigepris
Professor Lars Fugger er blevet tildelt den engelske Wellcome Trust Investigator Award. Med prisen følger to millioner britiske pund.

Wellcome Trust-fonden, der står bag prisen, er en af verdens største fonde for sundhedsvidenskabelig forskning. Dets ”Investigator Award” gives til exceptionelle forskere, der har opnået betydningsfulde resultater, og som er blandt de førende i verden på deres felt. Lars Fugger er blevet tildelt anerkendelsen på grund af hans banebrydende forskning i multipel sclerose.
Professor Lars Fugger og hans forskergruppe afslørede tidligere i år i det videnskabelige tidsskrift ’Nature’, at de havde fundet svaret på, hvordan det kan få fatale følger, hvis man behandler autoimmune sygdomme, herunder multipel sclerose, ens. Opdagelsen kan bruges til at forstå, hvordan man skal behandle patienter med autoimmune sygdomme generelt. Ikke mindst har forskningsresultatet afgørende betydning for, hvordan man kan sikre, at hele grupper af patienter får den rette medicin, som virker efter hensigten. Eller skåne patienter for den medicin, som ikke virker og som har bivirkninger.
Flere forskningspriser i 2012
Lars Fugger har i 2012 også modtaget prisen ”The MS Research Project of the Year Award” som en anerkendelse af scleroseforskning i verdensklasse. Prisen blev uddelt ved årsmødet for den britiske scleroseforening, the MS Society, i London.
Lars Fugger er professor ved Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, og Aarhus Universitetshospital og professor ved Nuffield Department of Clincial Neurosciences, University of Oxford.
Læs også
- Pressemeddelelse om Lars Fuggers seneste forskning: ”Viden om gener skal stoppe kostbar fejlmedicinering”
- Om Lars Fuggers forskningsgruppe på Oxford University
- Om Wellcome Trust-fonden og Investigator Award
Yderligere oplysninger
Professor, dr.med., ph.d. Lars Fugger
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin,
Aarhus Universitetshospital og
University of Oxford, Nuffield Department of Clincial Neurosciences
Direkte telefon: +44 (0) 7817 601028 / +44 (0) 1865 222351.
lars.fugger@imm.ox.ac.uk