”Det har været pragtfuldt!”
Dekan Søren Mogensen takker af nytårsaften klokken 12 – med taknemmelighed for de i alt 14 år i spidsen for fakultetet. I medvind og bølgegang. Hemmeligheden ligger i at lytte og forsøge at være et ordentligt menneske, mener han.
Tilbage i januar 1989 stod Søren Mogensen egentlig og havde et eftertragtet professorat i sigte. Men som institutbestyrer på Institut for Medicinsk Mikrobiologi og Immunologi var han lige blevet valgt til Fakultetsrådet, og her så man sig om efter en ny dekan. Efter et par sonderinger blandt rådets 16 VIP’er faldt valget på den dengang 42-årige lektor i virussygdomme.
Det skete ”ved tilfældighedernes spil”, siger han og tilføjer med et strejf af karakteristisk beskedenhed, at han faktisk hørte et par unge forskere gå og snakke om, hvem denne Søren Mogensen, der var i spil som ny dekan, egentlig var.
Det store privilegium
Det blev de dog snart klar over, og mandag 9. januar 1989 kl. 14.30 blev Søren Mogensen valgt til dekan og indledte sin første periode på posten.
Siden har han både været valgt, udpeget og ansat dekan i takt med udviklingen, og de Søren Mogensen’ske fingeraftryk sidder i dag overalt på fakultetet: Fra ansættelser af videnskabelige medarbejdere over inddragelsen af tandlægestudiet i fakultetets regi og til udviklingen af konceptet for Århus Universitetshospital. Det nære og det visionære i forening.
Og han opsummerer selv uden tøven sine 14 år i spidsen for fakultetet på denne måde:
”At få lov til at være dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet har været det store privilegium i mit liv – bortset fra at have min kone Karin, vores børn og børnebørn…”.
”Men jeg har det rigtig godt med, at jeg nu bliver rehabiliteret i mit gamle fag – og med at Allan Flyvbjerg bliver min efterfølger”.
Et ordentligt menneske
Overvejelserne forud for, at Søren Mogensen tilbage i 1989 sagde ja til valget, var korte. For muligheden for at være med til at præge fakultetet og universitetet lokkede, og dertil kom, at man som valgt dekan havde en helt afgørende faktor i ryggen: Medarbejdernes opbakning.
”Vi har nogle forrygende medarbejdere, og et folkeligt mandat er noget, jeg altid har følt var en styrke – både når jeg har skullet træffe populære og upopulære beslutninger,” siger han.
”Det mandat var åbenlyst dengang, da dekanerne blev valgt, men også som ansat dekan er man jo sikret den ledelsesmæssige legitimitet, fordi medarbejdersiden er repræsenteret i de forskellige rådgivningsudvalg”.
Og det med at søge rådgivning i formelle eller uformelle regi’er er en rød tråd i Søren Mogensens professionelle verden: At stå ved sine anfægtelser – og sine valg - er vigtigt, siger han og tilføjer:
”Jeg er ikke bleg for at være i tvivl og derfor lytte, lytte og lytte, inden jeg træffer en beslutning. For jeg vil kunne se mig selv i spejlet og forhåbentlig kunne se et ordentligt".
Plads til barrikaderne
Sådan var det også dengang i 2007, da de medicinstuderende pludselig rejste børster og gik på barrikaderne som protest mod ”Aalborg-ordningen”, der tvangsudskrev dem til kliniske forløb i det nordjyske.
”Vi havde besluttet, hvordan ordningen skulle udrulles, men havde glemt at tage de studerende i ed. Og da opdagede jeg, at der stadig er liv i dem”, siger Søren Mogensen og ser ret tilfreds ud… for ”det er ok at gå på barrikaderne, når det er påkrævet”.
”Det skete lige efter Muhammed-krisen, hvor Anders Fogh Rasmussen jo lærte os, at der er forskel på at sige undskyld og beklage. Og jeg gjorde begge dele – lagde mig simpelthen ned og gav en undskyldning på et stormøde med de studerende”.
Resultatet var, at Aalborg-ordningen blev ændret fra en ’tvangsudskrivelse’ til en ordning, man kunne melde sig til – og episoden ”bestyrkede det tillidsfulde forhold til de medicin-studerende”, som han udtrykker det.
”Så dér blev jeg klogere…”.
Så meget større er skuffelsen da også over, at samarbejdet med Aalborg Sygehus som en del af Århus Universitetshospital nu ophører i og med, at Aalborg Universitet har fået en lægeuddannelse.
”Dit er også mit”
For netop konceptet Århus Universitetshospital er blandt den afgående dekans hjertebørn og har været det gennem de tyve år, der er gået siden de første tanker blev nedfældet. Tanken om en enhedsledelse mellem fakultetet og et samlet hospital – devisen ’hvad der er dit er også mit’ – blev født i Søren Mogensens første dekan-periode og har som bekendt vist sig at være langt mere, end en ’papirtiger’, der blev mødt med en del skepsis i første omgang.
”Konceptet har vist sig at være rigtigt, og jeg har i årenes løb præsenteret det rigtigt mange steder herhjemme og i Norden. Det er på den ene side enestående, at fakultetet har ansvaret for al forskning og uddannelse i Universitetshospitalet uanset hvem, der udfører det, og hvordan finansieringen er – og at det på den anden side er regionen, der har ansvaret for patientbehandlingen”, siger han.
Stærk ph.d-model og klassiske læger
Et andet hjertebarn er forskeruddannelsen. Gode ledere og medarbejdere har skabt en ph.d.-skole, der med dekanens ord er ”landets stærkeste” inden for sundhedsvidenskab:
”Vi er, og har siden 1990 været, toneangivende, specielt hvad angår den måde, ph.d.-skolen er skruet sammen på, og vores model er blevet implementeret andre steder herhjemme”, siger han og tilføjer:
”Men generelt har vi mange fremragende forskere og kan være stolte af, at universitetet er blandt de bedste i Norden i de forskellige rankings”.
Lægeuddannelsen, som Søren Mogensen betegner som ’klassisk’, er også et kapitel, som naturligt fylder i bagagen efter sammenlagt 14 år på posten:
”Der ligger en lille selvkritik i begrebet ’klassisk’ i denne forbindelse – en erkendelse af, at vi ikke stormer ud over stepperne. Men det er også en vedståelse af, at vi har en kvalitetsuddannelse”, siger han.
”Og de studerende er knalddygtige – de kan noget helt andet, end da jeg læste, men er helt anderledes klædt på til at gå ud og blive læge”.
Tilbage til fremtiden
Selv skal han nu klædes på til at varetage undervisningen i sit gamle fag: virussygdomme. Rejsen tilbage til fremtiden begynder straks efter, at nytårsklokkerne har varslet farvel til dekanposten og goddag til stillingen som forsker og underviser som professor på Institut for Medicinsk Mikrobiologi og Immunologi. Allerede 18. januar går det løs med det første eksamensmøde.
”Det er min ambition at læse mit gamle fag op og se, hvad det kan bære,” siger Søren Mogensen.
”Jeg forventer ikke at blive topforsker, men vil have det godt med at ende med at blive ’rehabiliteret’ inden for mit område”.
Og mon ikke også der skulle blive tid til at lytte til Wagner, rejse en tur til det elskede Frankrig med fiskestangen under armen - og passe børnebørnene?