Doktorgrad til Andreas Stavropoulos

Lektor, ph.d. Andreas Stavropoulos, ved Afdeling for Parodontologi, Odontologisk Institut, Aarhus Faculty of Health Sciences, Aarhus Universitet, har netop forsvaret sin doktordisputats med titlen: Deproteinized bovine bone in Periodontology: Animal experiments and clinical studies.

Andreas Stavropoulos

Andreas Stavropoulos har arbejdet på Afdeling for Parodontologi siden 1996, hvor han har været ansat  som ph.d. stipendiat, adjunkt,  og lektor. Han har fortrinsvis beskæftiget sig med tandkødssygdomme, og har foretaget dyreforsøg og kliniske studier indenfor emnet styret vævsregeneration i forbindelse med knogleerstatningsmaterialer samt avancerede kirurgiske behandlinger af tandimplantater. Dette er også emnet for hans  doktordisputats. 

Ny viden om behandlingsresultater

Andreas Stavropoulos har med sin forskning ønsket at undersøge virkningen af et knogleerstatningsmateriale lavet af deproteiniserede knogler fra kvæg i forbindelse med knogleregeneration og vævsregeneration omkring tænderne. I disputatsen behandler og diskuterer Andreas Stavropoulos en række relevante dyreforsøg og kliniske studier.

Behandling med et knoglesubstitut lavet af deproteiniserede knogler fra kvæg er en udbredt behandlingsform, men Andreas Stavropoulos’ forskning peger på, at behandlingen ikke nødvendigvis vil have den ønskede effekt i flere tilfælde.  Et af hans studier viser, at de deproteiniserede knogletransplantater kan støtte gendannelsen af knoglevæv ved små defekter, mens det ikke har optimal effekt ved bredere knogledefekter og evt. kan bremse væksten af ny knogle når de bruges sammen med styret vævs regeneration. Dette ser ud at være mere relevant for rene knogledefekter end for defekter omkring tænder. Forskningen fastslår yderligere, at rygning har en stærkt negativ indflydelse på resultatet af behandlingerne idet rygernes tænder har sværere ved at fæste sig i kæben igen ved behandlingen sammenlignet med patienter, som ikke ryger.

I 2006 modtog Andreas Stavropoulos den fornemme pris ”Anthony Rizzo Young Investigator Periodontal Research Award” af verdens mest betydningsfulde selskab for tandlægeforskning, IADR.

Andreas Stavropoulos blev udannet tandtekniker i 1988 i Athen og tandlæge i 1995 i Heidelberg, Tyskland, og i Thessaloniki og Athen, Grækenland. Han kom til Aarhus Universitet for at studere på et stipendium af Rektorkollegiet i 1996, og rejste selv midler fra private og offentlige fonde til at blive på Aarhus Universitet. Han forsvarede sin Ph.D-afhandling samme sted i 2002.  Han bor med sin kone i Risskov, og parret er netop blevet forældre til barn nummer to.

Studierne i doktordisputatsen er blevet udført i samarbejde med en række nationale partnere, såsom Stereologi og Elektronmikroskopi Forskningslaboratoriet, Aarhus Universitet, og følgende internationale samarbejdspartnere:  1) The Department of Periodontology and Biomaterials, Radboud University Medical Center, University of Nijmegen (Nijmegen, The Netherlands), 2) The Section of Periodontology, Department of Conservative Dentistry and Periodontology, Johannes Gutenberg-University (Mainz, Germany), 3) The Department of Periodontology, Semmelweis University (Budapest, Hungary), 4) The Periodontology Unit, Eastman Dental Institute, University College London (London, United Kingdom), og 5) The Laboratory for Applied Periodontal & Craniofacial Regeneration, Departments of Periodontics & Oral Biology, Medical College of Georgia School of Dentistry (Augusta, GA, USA).