Engelsk topforsker skal styrke dansk demensforskning

Professor David Brooks, der netop er blevet ansat i et deltidsprofessorat på Aarhus Universitet, anses for at være pioner inden for udviklingen af diagnostiske redskaber til Parkinsons sygdom og demenssygdomme som Alzheimers. Han holder tiltrædelsesforelæsning fredag d. 28. september.

David Brooks’s speciale er PET-neurobilleddannelse, der er en avanceret hjernescanningsteknik. I professoratet skal han sammen med forskere fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital forske i, hvordan hjernescanninger kan give større viden om neurogenerative sygdomme som Alzheimers og Parkinsons sygdom, hvor der i begge tilfælde sker en langsom nedbrydning af hjernen og dens funktioner.

Vigtigt at knække koden

Håbet er at større viden om, hvad der sker i hjernen ved disse sygdomme, kan bidrage til udviklingen af fremtidig medicin:

”Både Parkinsons og Alzheimers er aldersbetingede sygdomme, og da der bliver flere ældre i fremtiden, forventer vi også, at der vil blive flere patienter, der lider af en neurodegenerativ sygdom, siger David Brooks og uddyber:

”Disse sygdomme er en stor belastning for både patienterne, de pårørende og sundhedsvæsenet. Vi har stor menneskelig og samfundsøkonomisk interesse i at forske mere i, hvordan vi effektivt kan diagnosticere  og behandle disse sygdomme tidligere. Det kunne for eksempel være, hvis vi forskere kunne knække koden og finde et stof, der kan bremse en begyndende nedbrydning af hjernecellerne.”

Stærkt Aarhusiansk forskningsmiljø

Der er flere grunde til, at den engelske topforsker valgte Aarhus som fremtidig arbejdsplads:

”I Aarhus er der adgang til meget avanceret PET-apparatur, og der er generelt et utroligt stærkt forskningsmiljø inden for brugen af PET-teknologi, som bruges ved neurobilleddannelse. Jeg har allerede planlagt en række projekter med forskellige forskergrupper på universitetet og hospitalet, så jeg glæder mig meget til at komme i gang med det faglige samarbejde”, siger David Brooks.

Han kommer fra en stilling som professor på det anerkendte Imperial College i London. Her vil han fortsat arbejde halvdelen af tiden.

David Brooks pionerstatus skyldes blandt andet, at han sammen med sin forskergruppe var en af de første til at påvise, at man ved hjælp af PET-hjernescanninger kan påvise tab af signalstoffet dopamin, og dermed forudsige, om en person vil udvikle Parkinsons sygdom. På baggrund af den opdagelse var han med til at udvikle en i dag vidt udbredt scanningsteknologi (DaTscan), der kan hjælpe lægerne med at bekræfte mistanke om begyndende Parkinsons.

 


Tiltrædelsesforelæsning

  • Davis Brooks holder tiltrædelsesforelæsning under overskriften ”Imaging neurodegeneration with PET- achievements and challenges” fredag d. 28. september kl. 11.00.
  • Forelæsningen finder sted i DNC Auditoriet, Bygning 10, Aarhus Universitetshospital, Nørrebrogade 44, 8000 Aarhus C.