Europæisk opbakning til fælles standarder for ph.d.-uddannelsen
Ph.d.-uddannelsen på Health er forbillede for de nye fælles europæiske standarder, der skal medvirke til, at ph.d.-uddannelsen fastholder en høj kvalitet og hjælper de ph.d.-studerende videre i beskæftigelse. Standarderne er lavet i regi af ORPHEUS, Organisation for PhD Education in Biomedicine and Health Sciences in the European System.

En lang række repræsentanter fra europæiske forskningssammenslutninger er blevet enige om et fælles sæt standarder for ph.d.-uddannelsen. Health ved Aarhus Universitet har spillet en særlig stor rolle i tilblivelsen, da standarderne er formuleret på baggrund af den danske ph.d.-uddannelsesmodel. Desuden har den tidligere ph.d.-skoleleder, Michael Mulvany, været drivkraften bag arbejdet med at sammenskrive teksten i standarderne.
De nye standarder har som mål at fastholde ph.d.-uddannelsen som en forskeruddannelse på højt niveau og samtidig sikre, at de ph.d.-studerende bliver forberedt på en karriere efter studierne. Det skal imødekomme kritikken om, at ph.d.-uddannelsen ikke lever op til samfundets behov og heller ikke forbereder de ph.d.-studerende på at begå sig i erhvervslivet eller bidrage til vidensamfundet.
I den danske ph.d.-uddannelse, som fremover danner skole for de europæiske, er der undervisning i såkaldte transferable skills (kompetencer tilegnet i en kontekst, men som kan bruges bredt), og de studerende bliver anerkendt, når de bidrager til institutionernes forskningsproduktion. Ønsket er, at de studerende bliver kompetente til at springe ud i en erhvervskarriere, også uden for universitetsverdenen.
Michael Mulvany, er meget tilfreds med resultatet:
”Det er en styrke ved standarderne, at de er blevet til ved et samarbejde mellem så mange organisationer og videnskabelige selskaber. De mange inputs og den store interesse har betydet, at processen har været lang og omstændelig, til gengæld er det glædeligt med den store opbakning”, siger Michael Mulvany, som har været formand for arbejdsgruppen, der har samlet og skrevet den færdige ph.d.-standardtekst.
EU Kommissionen har hilst standarderne velkommen som praktisk supplement til kommissionens ’Best Practice Based Principles for Innovative Doctoral Training’, som blev godkendt af Ministerrådet i november 2011.
Fakta
- Ph.d.-standarderne bygger på den danske ph.d.-bekendtgørelse fra 1993. Bekendtgørelsen præsenterer en række kvalificerende forhold som udlandsophold, undervisningserfaring mv. PhD Standards dokumentet kan hentes her http://www.orpheus-med.org/images/stories/documents/ORPHEUS-AMSE-WFME-standards-for-PhD-education.pdf
- Standarderne er udarbejdet i regi af ORPHEUS: Organisation for phD Education in Biomedicine and Health Science in til European System. Standarderne blev godkendt ved ORPHEUS 7. årsmøde i Bergen i april.