Førende nyreeksperter kommer til Aarhus
Aarhus Universitet er 22.-25. september vært for et internationalt møde ”ISN Forefront Symposium 2011”, hvor nogle af verdens banebrydende nyreforskere mødes og udveksler nye forskningsresultater. Det prestigefyldte værtsskab tilskrives århusiansk nyreforskning i verdensklasse. Et højaktuelt tema og et stærkt program har trukket rekordmange deltagere til.

Når AU 22. september slår dørene op til "ISN Forefront Symposium 2011" er det med et program spækket med topnavne inden for nyreforskning. ISN, som står for International Society of Nephrology, er et internationalt netværk, der arbejde for at forebygge og fremme behandlingen af nyresygdomme. Det årlige ISN Forefront-symposium er et forum til diskussion af den ypperste og mest banebrydende nyreforskning, og interessen for dette års symposium har været usædvanlig stor:
- Vi er nu oppe på mere end 200 tilmeldte, hvilket er næsten dobbelt så mange, som der plejer at være, så det er vi selvfølgelig rigtig glade for, fortæller professor Erik Ilsø Christensen fra Institut for Biomedicin og fortsætter:
- Den store interesse skyldes nok en kombination af, at det er lykkedes os at få de allerbedste forskere hertil som talere, og at emnet, nemlig æggehvidestoffer i urinen, er et forskningsområde, der er utrolig stor opmærksomhed omkring.
Nye muligheder for AU-forskere
Erik Ilsø Christensen er selv internationalt anerkendt forsker med et imponerende CV. Han er især kendt for sin forskning i nyrernes ultrastruktur og funktion specielt vedr. proteinabsorption og vitamin reabsorption, intracellulær transport og nedbrydning. Nogle af hans seneste forskningsresultater blev tidligere på året publiceret i det anerkendte New England Journal of Medicin.
At symposiet i år afholdes på Aarhus Universitet er ikke blot med til at cementere århusianske nyreforskeres placering i verdenseliten. Det giver også nye muligheder for AU's yngre nyreforskere:
- At få Forefront-symposiet til Aarhus er en fantastisk mulighed for ikke mindst vores ph.d.-studerende og post.doc.'ere for at møde nogle af koryfæerne på området. Og møder fører jo tit til netværk og nye samarbejdsmuligheder, så på den måde er symposiet ikke bare med til at sætte AU på verdenskortet. Det kan også være med til at bane vejen til forskningsophold ved nogle af verdens bedste forskergrupper og generelt være med til at styrke vores forskning, siger professor Erik Ilsø Christensen.
Et forskningsområde med stor bevågenhed
Erik Ilsø Christensen forklarer, at æggehvidestoffer i urinen er et af de bedste værktøjer til at påvise nyresygdomme. Derfor screenes mange i dag for netop æggehvidestoffer i urinen, når de kommer hos den praktiserende læge. Det gælder blandt andet gravide, diabetespatienter og personer med for højt blodtryk. Han suppleres af medarrangør, professorkollega Henrik Birn:
- Forskningsmæssigt er der sket rigtig meget på det her område de senere år. Vi ved meget mere, end vi gjorde for bare 10-20 år siden om betydningen af æggehvidestoffer i urinen, hvilket er det første skridt på vejen til at gøre en forskel for de utrolig mange mennesker, der i dag er berørt af en nyresygdom.
Det anslås, at hele 10 procent af befolkningen lider af en eller anden grad af kronisk nyresygdom, hvis man tæller de udiagnosticerede tilfælde med, så på verdensplan er der tale om mange millioner mennesker, der årligt berøres af nyresygdom.
Symposiet arrangeres af forskere fra Institut for Biomedicin, AU, i samarbejde med nyreforskere fra Necker Hospital, UNSERM, Paris (Corinne Antignac) og University of Zürich (Olivier Devuyst).
Læs mere
Besøg hjemmesiden for ISN Forefront Symposium 2011
Professor Erik Ilsø Christensens CV
***
Kontakt
Professor Erik Ilsø Christensen
Institut for Biomedicin, AU
Tlf: 89423057
E-mail: eic@ana.au.dk
Professor Henrik Birn
Institut for Biomedicin, AU & Nyremedicins Afdeling, AUH
Tlf: 89 42 55 96
E-mail: hb@ana.au.dk