Forkert fedtprofil kan være årsag til åreforkalkning
Åreforkalkning i forbindelse med sukkersyge skyldes formentligt en forkert fedtprofil i blodet. Det mener Aarhus-lektor Søren Nielsen, som netop har modtaget en bevilling fra Riisfort Fonden til yderligere forskning på området.

Diabetespatienter bliver ofte ramt af en række følgesygdomme, heriblandt åreforkalkning. Det er sandsynligvis en overproduktion af fedttransportproteinet VLDL, der er årsag til problemet. Derfor vil Søren Nielsen fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital nu undersøge fedtomsætningen hos patienter med type 2 diabetes.
Formålet med forskningsprojektet er at undersøge, hvilke faktorer der har en effekt på VLDL-produktionen, herunder påvirkninger fra insulin og fra patientens kost.
Søren Nielsen og hans forskerteam arbejder på at kunne enten be- eller afkræfte hypotesen om, at specielt VLDL1-reguleringen er voldsomt forhøjet og relativt ufølsom over for insulin hos patienter med type 2 diabetes sammenlignet med raske personer med tilsvarende alder og BMI.
Målet er bedre diabetesbehandling
Resultaterne af Søren Nielsens forskningsprojekt vil påvirke både forskningen på området og den anvendte praksis.
”Det er et vigtigt forskningsprojekt, som vil få betydning for tilrettelæggelsen af kommende forskningsprojekter. Især for de såkaldte interventionsprojekter, der har til formål at reducere triglyceridindholdet i blodet, vil resultaterne være relevante. Og patienterne vil få gavn af, at de nye forskningsresultater vil give os nye muligheder for at optimere diabetesbehandlingen,” fortæller Søren Nielsen.
Bevillingen fra Riisfort Fonden er på 239.969 kroner.
Søren Nielsen er født den 7. februar 1959 i Aalborg.
Yderligere oplysninger
Adjungeret lektor, overlæge, dr.med. Søren Nielsen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Medicinsk Endokrinologisk Afdeling (MEA)
Direkte telefon: 7846 2016
soeren.nielsen@ki.au.dk