Hvilke gener forårsager skizofreni?

Et projekt, som skal kortlægge generne hos personer med skizofreni på Færøerne, har netop modtaget en bevilling på 4 mio. kr. Det kan ses som første skridt på vejen mod et stort nationalt samarbejde om at analysere danskernes gener.

Professor Anders Børglum.

Anders Børglum, professor ved Institut for Human Genetik og forskningsoverlæge ved Center for Psykiatrisk Forskning, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet og Universitetshospital, har netop modtaget 4 mio. kr. fra Lundbeckfonden til forskningsprojektet ” Sequencing Schizophrenia”. Projektet, som løber over de kommende 3 år, udføres i samarbejde med BGI (Beijing Genomics Institute), som er verdens største center for analyse af arvemassen.

Udgangspunktet for projektet er, at man ønsker at kortlægge og identificere de sjældne genvarianter, som udgør en betydelig baggrund for skizofreni. Kortlægningen vil ske, ved at man foretager en analyse af hele arvemassen hos 100 færinger med skizofreni og derefter sammenligner med 6.000 patienter og kontrolpersoner fra Danmark. Det, der gør færinger særligt interessante i denne sammenhæng, er, at befolkningens udviklingshistorie har medført, at sjældne genvarianter findes hyppigere. Når man kortlægger en persons fulde DNA, skal man analysere hver enkelt af de 6 milliarder basepar. Ved at identificere de gener, som medfører en øget risiko for udvikling af skizofreni, kan man beskrive sygdommens mekanismer og måske finde nye angrebsvinkler for behandling af sygdommen.

Projektet kan ses som første skridt mod et samarbejdsprojekt, hvor førende danske universiteter og BGI (Beijing Genomics Institute) vil kortlægge danskernes gener under overskriften ”Genome Denmark”.

De involverede i projektet ”Sequencing Schizophrenia” er:
Aarhus Universitet: Professor Ole Mors, professor Preben Bo Mortensen, professor Anders Børglum.
BGI: Professor Wang Jun, som også er professor ved Aarhus og Københavns Universiteter.
Københavns Universitetshospital: Overlæge August Wang.
Syddansk Universitet: Professor Torben Kruse