Ingen forskning uden penge

Konkurrencen om forskningsmidler er voldsom. Og pengene er for få – både de private og de offentlige.

Fra venstre: Alain Peyraube, Birgitte Nauntofte, Anne Marie Engel og Allan Flyvbjerg.
Debatpanelet, fra venstre: Medlem af det videnskabelige råd under European Research Council, Alain Peyraube, direktør for Novo Nordisk Fonden, Birgitte Nauntofte, og forskningschef for Lundbeckfonden, Anne Marie Engel.
Dekan Allan Flyvbjerg med debatpanelet.

Det slået fast med syvtommersøm, da tre nøglespillere på området fredag mødtes og slog tonen an på den årlige Ph.d.-dag på Aarhus Faculty of Health Sciences, Aarhus Universitet.

I det, dekan Allan Flyvbjerg kaldte ”et unikt program”, indledte forskningschef for Lundbeckfonden, Anne Marie Engel, dagens tema Financing Research, efterfulgt af direktør for Novo Nordisk Fonden, Birgitte Nauntofte.
Tredje paneldeltager var medlem af det videnskabelige råd under European Research Council, Alain Peyraube. Han understregede i sit indlæg bl.a. muligheden for at søge penge til forskning på tværs af landene og slog desuden til lyd for forskningsprojekter, der bevæger sig væk fra kunstige og forældede faggrænser.

De tre talere så både tilbage på udviklingen, på status i dag - og kiggede i krystalkuglen for at få et glimt af de kommende års muligheder for at få tilstrækkelige forskningsmidler.
Fra Novo Nordisk Fonden lød budskabet bl.a., at det kan være en god idé at samle sine kræfter i forskningscentre og satse på store bevillinger fra de private fonde og de statslige strategiske forskningsmidler; de strategiske midler udgør i dag halvdelen af de samlede statslige midler mod kun en tredjedel for blot fem år siden.
”Vi arbejder hårdt for at kunne give flere midler til den frie forskning, men vi vil ikke påtage os den rolle, som staten har”, sagde Birgitte Nauntofte bl.a..

Fra Lundbeckfonden blev der nikket til den tendens, og Anne Marie Engel tilføjede, at hun ser tegn på et kultur-skifte, hvor de private fonde også giver mindre bevillinger til individuelle personer, der ”bare er fremragende”, som kommer med det usædvanlige projekt, og som kan tage pengene med sig på tværs af landegrænser.
”Store penge til enkelt personer kan komplementere det, der allerede eksisterer”, sagde hun – og gav bl.a. følgende råd til forskere, der vil søge bevillinger:

  • kend din fond
  • send ansøgninger til flere på samme tid
  • få andre til at læse din ansøgning igennem
  • få hjælp til dit budget
  • få mere erfarne forskere til at hjælpe dig første gang
  • find ud af, hvem der finansierer dem, du er i tæt konkurrence med
  • se i øjnene, at det tager tid at skrive en ansøgning
  • lad være med at give op