Institut for Odontologi styrker samarbejdet med Hokkaido Universitet
Institut for Odontologi har indgået en samarbejdsaftale om den såkaldte ph.d. double degree med Graduate School of Dental Medicine fra Hokkaido Universitet i Japan. Hermed konsolideres det eksisterende forhold mellem de to universiteter yderligere.

Den nye aftale blev underskrevet fredag den 7. marts 2014 af dekan Allan Flyvbjerg, institutleder Ellen Frandsen Lau og dekan Kuniaki Suzuki, og den er en konkret udmøntning af allerede indgåede aftaler mellem såvel de to tandlægeskoler som de to universiteter.
For Kuniaki Suzuki var underskrivningen af aftalen kulminationen på en uges besøg hos kollegerne på Aarhus Universiet, og der var stor tilfredshed hos alle parter med en formaliseret aftale om udveksling og uddannelse af ph.d.-studerende.
Mulighed for at opnå ph.d.-grad fra begge universiteter
Ellen Frandsen Lau glæder sig over udsigten til, at instituttet knytter stærkere internationale bånd, der vil være til gavn for danske og japanske tandlægestuderende og de 2 universiteter i form af et udbygget forskningssamarbejde.
”Vi har i forvejen et tæt og gensidigt udviklende samarbejde med Hokkaido Graduate School of Dental Medicine, og nu får de studerende mulighed for at opnå en ph.d.-grad fra begge universiteter”, siger hun.
Dette kan blive aktuelt for en japansk ph.d.-studerende, der allerede er indskrevet på Institut for Odontologi, og alle parter ser frem til, at det kan komme til at gælde mange flere studerende fremover.
Yderligere oplysninger
Institutleder Ellen Frandsen Lau