International hæder til ung Aarhus-forsker

Som den første forsker nogensinde uden for Tyskland modtager adjunkt, cand.med., cand.scient., ph.d, M. Monika Golas fra Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin (tidl. Anatomisk Institut) den internationale hæderspris Academics Young Researcher Award.

Monica Golas

Academics Young Researcher Award uddeles årligt af tyske Academics, som er en joint venture mellem avisen Die Zeit og den tyske sammenslutning af universitetsprofessorer og -undervisere. Den gives til en ung forsker på under 35 år, som har vist et enestående engagement og visionære ideer, og som opfattes som eksemplarisk i undervisning og forskning. Med prisen følger 2.000 euro.

- Jeg er meget glad og stolt. Det er en international pris, som forskere fra hele verden og inden for alle forskningsdiscipliner kan få, men jeg er den første uden for Tyskland, som får prisen, siger Monika Golas, som for nylig fik prisen overrakt i Potsdam i Tyskland af doktor Helge Braun, parlamentarisk statssekretær for Tysklands Ministerium for Forskning og Uddannelse.

34-årige Monika Golas har en kandidatgrad i både humanbiologi og medicin, som hun har læst ved universiteterne i Marburg og Göttingen i Tyskland. Efter at have afsluttet sin ph.d. i biokemi, genetik og mikrobiologi og en post.doc-stilling i Göttingen, fik hun i 2008 et tilbud fra Aarhus Universitet om at etablere og lede en molekylær cryo-EM forskningsgruppe. Hun underviser desuden medicinstuderende i histologi og cellebiologi, og underviser ph.d. studerende i struktur biologiske metoder. Hun har tidligere blandt andet modtaget Det Frie Forskningsråds Ung Eliteforskerpris 2010.

Til kamp mod kræft og neurodegeneration

Monika Golas’ forskning består i at oprense molekyler fra celler og ved hjælp af avanceret teknik tage billeder af dem og sammensætte disse til en model af molekylerne. Molekyler fungerer som maskiner inde i cellerne, og får cellerne til at fungere normalt. Hvis noget er galt med molekylerne, ødelægges dele af cellefunktionen – eventuelt hele cellen. Det er f. eks. sådanne celle ”fejl”, som kan føre til udvikling af kræft, neurodegeneration og andre lidelser.

Ved hjælp af en teknik kaldet cryo-elektronmikroskopi (cryo-EM), fryses de ekstremt skrøbelige molekyler ned til minus 180 grader og undersøges på nano-niveau. Molekylerne er kun få milliontedele af en millimeter, dvs. mindre end en tusindedel af et menneskehår! De mange tusinde billeder, som er nødvendige, kan dernæst sammensættes til en 3D-model af molekylet. 

I sin rosende tale lagde Dr. Helge Braun vægt på Monika Golas’ dedikerede indsats inden for biomedicinsk forskning i makromolekylære strukturer og funktioner ved hjælp af cryo-EM, såvel som hendes engagement i undervisningen af medicinstuderende.

Med prisen følger 2000 euro, men for Monika Golas er anerkendelsen ved at få prisen det vigtigste.

- Det er vigtigt for mig at få prisen, fordi det viser, at det jeg gør, også har mening for andre, og det er dejligt med den anerkendelse. Det er vigtigt at kunne se tilbage på noget godt, i perioder hvor forskningen kræver meget arbejde. Samtidig håber jeg, at jeg med prisen kan være et forbillede for andre unge forskere, fastslår hun.

Mariola Monika Golas er student fra Hoffmann-von-Fallersleben Gymnasium, Braunschweig, Tyskland og bor nu i Aarhus.

Foruden Academics Young Researcher Award og Det Frie Forskningsråds Ung Eliteforskerpris 2010, har Monika Golas blandt andet modtaget Hans-Heinrich Niemann award (molecular biology), Hannover, 2006 og Karl-Lohmann award (German Society for Biochemistry and Molecular Biology), Hamburg, 2007.