Jan Frystyk ny professor
Jan Frystyk, lektor og overlæge, er per 1. marts 2011 udnævnt til professor i eksperimentel klinisk forskning.

Jan Frystyk er 47 år gammel, og blev i 1992 uddannet som læge fra Aarhus Universitet. Allerede i studietiden fattede Jan Frystyk interesse for forskning, og startede derfor på en ph.d. afhandling umiddelbart efter den lægelige kandidateksamen. Han forsvarede ph.d. afhandlingen i 1996, hvorefter han blev ansat ved en international anerkendt forskningsinstitution i Sydney, Australien. Efter hjemkomsten fortsatte Jan Frystyk sin forskning samtidig med, at han gennemførte sin kliniske uddannelse som speciallæge i hormoner (endokrinolog). I 2004 kunne Jan Frystyk forsvare sin doktordisputats, og i 2007 blev han som 43-årig ansat i en delestilling som overlæge ved Medicinsk Endokrinologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, og som lektor ved Medicinsk Forskningslaboratorium, Klinisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet.
Jan Frystyks forskning har været centreret om at klarlægge de mekanismer, der kontrollerer vækstfaktoren IGF-I (engelsk: insulin-like growth factor I). IGF-I anses for at bære hovedansvaret for kroppens normale vækst og regenerationsevne, og for at koordinere vækst i forhold til stofskifte. Vækstfaktoren IGF-I er dog også i stand til at medføre sygdomme, i særdeleshed kræft. Jan Frystyks indsats har primært fokuseret på at udvikle nye analysemetoder for derigennem at forstå de komplicerede mekanismer, der regulerer kroppens IGF-I aktivitet. Jan Frystyk har således gennem årene udviklet op mod 20 IGF-relaterede analyser, hvoraf flere har været helt nye og på afgørende vis bidraget med ny viden om IGF-I.
Jan Frystyk har publiceret mere end 200 videnskabelige artikler, hovedparten i velansete internationale tidsskrifter. Herudover er han medlem af en række videnskabelige selskaber, medlem af det videnskabelige panel ved det yderst velansete amerikanske tidsskrift Journal of Clinical Endocrinology and Metabolism, assisterende editor på tidsskriftet Growth Hormone and IGF Research, og referent for en række internationale hormon-tidsskrifter.
Jan Frystyk er en hyppig forelæser ved nationale og internationale konferencer, og underviser desuden på såvel nationale som internationale kurser. Han har modtaget flere personlige priser, sidst Niels Schwartz-Sørensen prisen i 2009.
Privat er Jan Frystyk gift med Ellen Frystyk, som han har kendt siden 1986. Sammen har de sønnen Jonathan, der er 13 år. Jan Frystyk er sammen med Ellen ivrig motionsløber, og de har begge gennemført Berlin maraton et par gange. Fritiden anvendes mestendels hjemme i Aarhus Nord, hvor familien har boet siden 2001.
- Den nyudnævnte professor holder tiltrædelsesforelæsning med titlen: "Nye målemetoder og nye aspekter af den insulin-lignende vækstfaktor" på Aarhus Universitet fredag den 10. juni 2011 klokken 15.15 i Bartholin Auditoriet, Wilhelm Meyers Alle 1240, 8000 Aarhus C.