Klinik i Århus kåret til Årets Læreplads

Tandlægerne Anders Bruun og Mogens Kirkegaard blev i november kåret som ’Årets Læreplads 2011’ på lokalplan. Klinikken blev indstillet til prisen af klinikassistentelev Pia Dalby Frandsen, mens hun var på skoleophold på Skolen for Klinikassistenter, Tandplejere og Kliniske Tandteknikere i Århus.

I forreste række fra venstre klinikassistentelev Pia Dalby Frandsen, klinikassistent Jeanette Amstrup, klinikassistent Louise Bech. I midten tandlæge Anders Bruun, tandlæge Birthe Annette Bindslev og tandlæge Mogens Kirkegaard. Bageste klinikassistent Lea Hyldgaard og klinikassistent Esme Simsek.

Det er vigtigt, at man har det godt på sin læreplads og at man lærer noget. Og det har klinikassistent Pia Dalby Frandsen, endog i en sådan grad, at hun ser sin læreplads som noget ganske særligt. ’Jeg begyndte min uddannelse i det, man kalder ny mesterlære. Det vil sige, at jeg var elev på min læreplads i et halvt år, inden jeg kom på skole. Derfor vidste jeg slet ingenting om arbejdet på en tandklinik, da jeg startede. Men alle har taget sig tid til at undervise mig og opfordret mig til at stille spørgsmål, for som de siger, der findes ingen dumme spørgsmål. Sådan lyder nogle af Pia Dalby Frandsens begrundelser for at indstille sin læreplads til prisen. - Det er en læreplads, hvor der er plads til at lære alt det, man magter. I dag har jeg været elev i snart et år og kan stort set varetage alle opgaver på klinikken. Jeg føler mig ikke længere som elev og mine kollegaer respekterer og behandler som om, jeg var færdiguddannet, siger Pia Dalby Frandsen.

Med hæderen følger et diplom med den fornemme titel ’Årets læreplads 2011’ parat til at hænge op i venteværelset.

Prisen er indstiftet af Foreningen af Skoleledere ved Teknisk Skole. Hvert år kåres en lokal vinder indenfor de forskellige uddannelsesretninger og én landsdækkende vinder, der besøger Christiansborg og får overrakt prisen af undervisningsminister Tina Nedergaard.