Klinisk lektor forsvarer doktorafhandling i blærekræft
Den 19. oktober 2012 forsvarer klinisk lektor og overlæge i urologi på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital Jørgen Bjerggaard Jensen sin doktorafhandling.

Forsvaret har fokus på, hvad det betyder, at fjerne lymfeknuder i forbindelse med, at blæren bliver fjernet.
Jørgen Bjerggaard Jensen forsker inden for kirurgisk behandling af kræft i urinblæren. Specielt i forhold til at fjerne blæren og de lymfeknuder, der ligger omkring, og hvordan en ny afledning til urinen bliver dannet efter.
Titlen på Jørgen Bjerggaard Jensens doktorafhandling er “Lymph node dissection in bladder cancer – Impact on staging and prognoses.”
Færre komplikationer og længere levetid
Hans studier har vist, at det gavner patienter med en lille spredning af sygdommen at få fjernet lymfeknuderne. Studierne viser også, at det kan begrænses til kun at omfatte lymfeknuderne langs de store kar i bækkenet. Dermed kan man spare patienterne for at få fjernet lymfeknuder omkring den nederste del af hovedpulsåren, som ligger i maveregionen.
Forskningen gavner patienterne både på kort og lang sigt.
”Operationstiden bliver reduceret og der vil være færre komplikationer, og så har patienterne også bedre mulighed for at overleve,” forklarer Jørgen Bjerggaard Jensen.
Forsvaret finder sted den 19. oktober 2012 klokken 14.00 i Auditorium 424, Institut for Biomedicin, bygning 1231, Wilh. Meyers Allé, Universitetsparken, 8000 Aarhus C.
Yderligere oplysninger:
Klinisk lektor, speciallæge i urologi Jørgen Bjerggaard Jensen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital
Mobil: 2613 3790
jb@skejby.net