Millionbyggeri giver rygstød til forskning

Fremtidens forskning i biomedicin får nye rammer på Aarhus Universitet. Nyt millionbyggeri på 12.000 kvadratmeter og renovering af 14.400 kvadratmeter er planlagt. Syv arkitektfirmaer skal konkurrere om udformningen af bygningerne.

Topmoderne laboratorier med fokus på bæredygtighed skal være det nye omdrejningspunkt for Aarhus Universitets Institut for Biomedicin. Efter den indledende prækvalifikation har syv rådgiverteams fået mulighed for at afgive deres bud på, hvordan de biomedicinske forskeres nye lokaler skal se ud.

Det er PLH Arkitekter, NIRAS, Creo Arkitekter, Arkitektfirmaet C.F. Møller, Kjaer & Richter, Cubo Arkitekter, samt Henningson, Durham & Richardson, der skal konkurrere om projektet, som i alt betyder en investering på over 600 mio. kr.

Ud over at indebære nybyggeri af bl.a. laboratorier og underjordiske stalde til gnavere omfatter planerne også forbedringer af bl.a. undervisningsfaciliteter i eksisterende sundhedsvidenskabelige bygninger i Vennelystparken. Hele projektet forventes færdiggjort i 2016.

Nyt institut i nye bygninger

”Med byggeplanerne sætter vi en tyk streg under, at vi er meget ambitiøse med den sundhedsvidenskabelige forskning, der foregår på Aarhus Universitet. Og de nye bygninger er med til at sikre, at vi også langt ud i fremtiden kan tilbyde vores forskere og studerende de bedste faciliteter”, fortæller dekan for det sundhedsvidenskabelige hovedområde Health, Allan Flyvbjerg.

Tidligere på året blev seks biomedicinske institutter lagt sammen til ét som en del af den faglige udviklingsproces på Aarhus Universitet. Og det nye institut er med ca. 450 medarbejdere blandt universitetets største.

Den biomedicinske forskning handler om at opnå bedre forståelse af sygdomme på molekylært og cellulært niveau og udnytte resultaterne til gavn for patienter. Instituttet danner rammen om et stærkt samarbejde mellem naturvidenskaben og sundhedsvidenskaben, der styrker både grundforskningen og den anvendte forskning.

”Vi måler os mod de bedste forskningscentre i verden, og det kræver topmoderne faciliteter”, siger institutleder på Institut for Biomedicin, Thomas G. Jensen, der også betoner, at de nye bygninger samtidig vil gøre instituttet mere attraktivt som studiested og som arbejdsplads for både danske og internationale topforskere og ph.d.-studerende.

Fakta:

Nybyggeri: 12.300 kvm. (heraf godt 8.300 kvm. laboratoriebygninger over jorden, samt 4.000 kvm. underjordiske anlæg). De nye bygninger skal passe ind i Aarhus Universitets karakteristiske arkitektur.

Renovering af 14.440 kvm. bl.a. undervisningslokaler og administrative faciliteter

Økonomisk ramme: 643,7 mio. kr. excl. moms

Arkitektkonkurrencen afgøres i juni 2012

Forventet ibrugtagning: Forår 2016