Nobelpristager skal inspirere ph.d.-studerende

Hvordan når man så langt med sin forskning, at det ender med en Nobelpris?

Sir John E. Walker.

Det er der næppe en entydig opskrift på; men Nobelpristageren Sir John E. Walker fra the Medical Research Council i Cambridge giver et bud på sin egen vej mod forsker-eliten, når han 14. januar 2011 holder en forelæsning på Aarhus Faculty of Health Sciences, Aarhus Universitet.
Det sker som led i den årlige Ph.d.-dag, arrangeret af fakultetets ph.d.-skole.

Ph.d.-dagen illustrerer på en meget tilgængelig måde, hvordan Aarhus Universitet er god til at koble forskning på de teoretiske institutter med praksis på Århus Universitetshospital – til glæde for patienterne; flere end 400 unge forskere mødes nemlig på dagen og viser hinanden og omverdenen, hvad de går og forsker i.

Og projekterne spænder vidt: Ét emne er smitsom leverbetændelse blandt danske rejsende; et andet er forbindelsen mellem en sund, nordisk kost og risiko for hjertekarsygdom; et tredje er musik og følelser hos autister…
At de mange nye forskningsprojekter og -resultater er afhængige af bevillinger bl.a. fra private og offentlige fonde understreges af, at ’Financing Research’ er det overordnede tema for dagen.

Sir John E. Walker fik selv Nobelprisen i kemi i 1997 – samme år som Aarhus Universitets egen Nobelprismodtager Jens Christian Skou. Og nu giver hans besøg i Aarhus altså de unge forskere lejlighed til at blive inspireret på tætteste hold.

  • Ph.d.-dagen afholdes i Søauditorierne fredag 14. januar 2011 kl. 8.15 til 16.30.