Ny adjungeret professor vil hjælpe diabetespatienter

Peter Rossing er netop tiltrådt en stilling som adjungeret professor i diabetisk kardiovaskulær sygdom ved Aarhus Universitet. Med sin nye tilknytning til Aarhus Universitet vil han forene forskning i Aarhus og hovedstadsområdet til gavn for diabetespatienter i hele landet.

Adjungeret professor Peter Rossing

Adjungeret professor, forskningschef, overlæge og dr. med. Peter Rossing er netop blevet tildelt et 5-årigt forskningsprofessorat ved Aarhus Universitet, hvor han fremover skal være med til at styrke det i forvejen stærke felt mellem diabetes- og hjerte-karforskning.

”Jeg har i mange år haft et godt samarbejde med forskningsmiljøet i Aarhus omkring diabetiske komplikationer. Og med den nye, formaliserede tilknytning til Aarhus Universitet vil mine forskningskolleger ved Aarhus Universitet og jeg kunne udvide de allerede gode samarbejdsrelationer betydeligt i fremtiden. Det ser jeg frem til,” fortæller Peter Rossing.

Bedre forståelse og behandling

Diabetespatienter har en øget risiko for hjerte-karsygdom, uanset om de lider af type 1 eller type 2 diabetes. Derfor er det vigtigt at undersøge markører i blod og urin samt at udvikle nye undersøgelsesteknikker af hjerte-karsystemet til at finde sygdommen.

Peter Rossing vil sammen med sit forskningsteam på Steno Diabetes Center i Gentofte og de nye forskningskolleger på Aarhus Universitet iværksætte studier af ny medicin til forebyggelse og behandling af diabetespatienters hjerte-karsygdom for at opnå en bedre forståelse og behandling af sygdommen.

Med den nye forskning er det muligt at opdage nye metoder til at finde risikopatienter og undersøge nye behandlingsmetoder. Peter Rossing forklarer:

”Vi har behov for at få en bedre forståelse af, hvem der får hjerte-karsygdom, og hvordan vi bedst forebygger eller behandler den, så vi kan sætte ind så tidligt som muligt med optimal behandling, hvor det er nødvendigt.”

Et længere liv med færre komplikationer

Forskningen i diabetespatienters hjerte-karsygdom er altafgørende for de mange patienter med diabetes. Med den nye forskning håber Peter Rossing at kunne sikre patienterne en bedre behandling og dermed et længere liv med færre diabeteskomplikationer.

”Jeg har store ambitioner med min forskning. Ikke mindst nu, hvor vi forener kræfterne og samlet kan sætte alle sejl til at skabe stærke videnskabelige resultater,” slutter den nyudnævnte adjungerede professor.

Peter Rossing er født den 5. december 1965 i Glostrup. Han kommer fra en lægefamilie med både far, farfar og bror som er/var læger. Peter Rossing er gift og har to børn på henholdsvis 15 og 19 år. I fritiden sejler han, gerne kapsejlads.

Kontakt

Adjungeret professor Peter Rossing
Aarhus Universitet og Steno Diabetes Center