Ny doktor i kræftoverlevelse
Fredag d. 16. december forsvarer overlæge, ph.d. Lene Hjerrild Iversen, Aarhus Universitet/Aarhus Universitetshospital sin doktorafhandling: ”Aspects of survival from colorectal cancer in Denmark”.

Fredag d. 16. december forsvarer overlæge, ph.d. Lene Hjerrild Iversen, Aarhus Universitet/Aarhus Universitetshospital sin doktorafhandling: ”Aspects of survival from colorectal cancer in Denmark”.
Det er velkendt, at færre danskere overlever tyktarms- og endetarmskræft, end det er tilfældet for de skandinaviske naboer i Sverige, Norge og Finland. Lene Hjerrild Iversen viser dog i sin doktorafhandling, at der de seneste årtier er blevet flere og flere, der overlever en af disse to kræftsygdomme. Ifølge de seneste tal opstår der årligt 2500 nye tilfælde af tyktarmskræft, mens endetarmskræft rammer ca. 1300 danskere hvert år.
I doktorafhandlingen dokumenteres det, at dødeligheden er særlig høj ved en række forskellige forhold, bl.a. det første halve år efter diagnosen er stillet, den første måned efter en operation, samt hvis der er tale om ældre patienter og patienter med konkurrerende sygdomme. Det fremgår også, at risikoen for tidlig død er væsentlig større for tarmkræftpatienter, hvor der er behov for akut operation. Lene Hjerrild Iversens forskning tyder på, at dødeligheden for en del af disse patienter kan reduceres, hvis patienterne i den akutte fase behandles med en stent (lille rør) i tarmen og sidenhen opereres.
Udvikling af risikoscoringssystem
I forlængelse af doktorafhandlingen vil hun nu arbejde videre med at analysere den høje dødelighed efter operationer for tyk- og endetarmskræft. Formålet er at udvikle et enkelt risiko-scoringssystem, så man fremover i højere grad kan arbejde ud fra risikojusteret behandlingsindsats over for denne patientgruppe.
Lene Hjerrild Iversen er ansat ved Klinisk Institut, Aarhus Universitet, og Kirurgisk Afdeling P, Aarhus Universitetshospital, hvor hun i en årrække har forsket i behandling af tyk- og endetarmskræft. Hun har siden 2006 sammen med en kollega stået for cytoreduktiv kirurgi og såkaldt HIPEC-behandling af patienter med kræftspredning til bughinden – en behandling der ikke finder sted andre steder i Danmark.
Uddannet fra AU
I 1990 bestod hun den lægevidenskabelige kandidatuddannelse på Aarhus Universitet. Hun blev i 2000 speciallæge i kirurgi, i 2004 speciallæge i kirurgisk gastroenterologi og i 2009 overlæge i kolorektal kirurgi. Siden kandidatstudierne på Aarhus Universitet har hun blandt andet arbejdet på sygehuse i Vejle og Aalborg. Siden 2002 har hun haft sin daglige gang på Aarhus Universitetshospital.
Lene Hjerrild Iversen er født i 1963 og opvokset i Kattrup ved Horsens. I dag bor hun i Egå med samlever og to bonusbørn.
Tid og sted
Disputatsforsvaret finder sted fredag d. 16. december kl. 14.00 i Auditorium 424, bygning 1231, Wilhelm Meyers Allé, Universitetsparken, Aarhus Universitet