Ny forskning: Lidt alkohol under graviditet skader ikke barnet

Et beskedent alkoholforbrug under graviditeten har ingen betydning for barnets udvikling og intelligens. Opsigtsvækkende forskning fra Aarhus Universitet frikender alkohol i moderate mængder til gravide.

?????Børn, født af mødre, der har drukket mellem 1 og 6 genstande om ugen undervejs i graviditeten, er lige så intelligente og veludviklede som børn af afholdende mødre.  Mødre, som har været berusede enkelte gange, før de kendte til graviditeten, kan også ånde lettede op. Deres børn har heller ikke lidt skade, selv om promillen har været høj.

Det viser et af de hidtil største, samlede forskningsprojekter på verdensplan, som er offentliggjort den 20. juni i det anerkendte, internationale tidsskrift om obstetrik og gynækologi, BJOG.

Resultaterne baserer sig på neuropsykologiske undersøgelser af 1.628 danske børn fra den danske fødselskohorte ’Bedre sundhed for mor & barn’, hvor mødrene er blevet spurgt om deres alkoholforbrug under graviditeten.

De femårige børn har fået målt IQ og opmærksomhed og er testet i deres evner til at planlægge, organisere og fastholde opmærksomheden. Resultaterne er sammenlignet med en kontrolgruppe med jævnaldrende børn, hvis mødre ikke har drukket alkohol undervejs i graviditeten, og der er ingen forskel på de to grupper.

Resultatet fra forskningen er et vigtigt bidrag til den sundhedsoplysning, de gravide får, siger leder af forskningsprojektet, Ulrik Schiøler Kesmodel, adjungeret lektor på Aarhus Universitet og overlæge på Aarhus Universitetshospital:

”Selv om Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide ikke drikker alkohol, ved vi fra andre undersøgelser, at halvdelen af gravide ikke er helt afholdende under deres graviditet. Mange har været fulde, før de vidste, at de var gravide. Nu er der videnskabeligt belæg for at berolige disse mødre”, siger Ulrik Schiøler Kesmodel.

Forskellige råd til gravide

De nye forskningsresultater er også et væsentligt signal til jordemødrene og de praktiserede læger, som rådgiver kvinderne i løbet af graviditeten.  Der er nemlig forskel på, hvad forskellige jordemødre og praktiserende læger anbefaler til kvinderne. Det er også tidligere undersøgt, fortæller Ulrik Schiøler Kesmodel.

”Cirka halvdelen af jordemødrene og de praktiserende læger anbefaler de gravide slet ikke at drikke alkohol, mens den anden halvdel slækker lidt på det og siger til de gravide, at et glas vin eller en øl i ny og næ ikke påvirker barnet. Det er i sagens natur forvirrende for de gravide”, siger Ulrik Schiøler Kesmodel.

Hans forhåbning er, at forskningsresultatet kan lægge låg på diskussionerne og bekymringerne om, hvorvidt små mængder alkohol påvirker de ufødte børn. I stedet bør sundhedspersonalet koncentrere sig om de faktorer, som man ved påvirker mor og barns sundhed. Det gælder særligt rygning og overvægt, mener Ulrik Schiøler Kesmodel.

Ulrik Schiøler Kesmodel har samarbejdet med adjungeret professor ved Aarhus Universitet, psykolog Erik Lykke Mortensen, der har stået for udvikling og ledelse af de psykologiske tests.

Fakta:

  • Den amerikanske sundhedsstyrelse CDC (Centers for Diseases Control and Prevention) har finansieret forskningsprojektet med cirka 40 mio. kroner.
  • Forskningsresultaterne offentliggøres på en gang i 5 artikler i dag (onsdag d. 20. juni) i BJOG, internationalt tidsskrift om obstetrik og gynækologi: http://www.bjog.org
  • De udspurgte gravide er opdelt i grupper alt efter, hvor meget de har opgivet, at de har drukket. Et lavt forbrug er lig med 1-4 genstande om ugen. Et moderat forbrug svarer til 5-8 genstande. Man ved fra mange tidligere forskningsprojekter, at et dagligt alkoholindtag kan forårsage skader hos barnet

 

Kontakt:

Ulrik Schiøler Kesmodel, overlæge, adjungeret. lektor, ph.d., Institut for Folkesundhed, Afd. for Epidemiologi, Aarhus Universitet og Gynækologisk-obstetrisk afd., Aarhus Universitetshospital

Tlf:  7845 3353 eller mobil 3020 6850

Erik Lykke Mortensen, psykolog, adjungeret professor ved Aarhus Universitet og professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet

Tlf: 3532 7839 eller mobil 2113 1681

De videnskabelige artikler om alkohol og graviditet er publiceret på BJOG's hjemmeside:

http://onlinelibrary.wiley.com/journal/10.1111/(ISSN)1471-0528