Ny international kræftforsker ved Aarhus Universitet

Henrik Møller er netop tiltrådt en stilling som adjungeret professor i kræftsygdommenes epidemiologi ved Aarhus Universitet. Med sin nye tilknytning vil han forene forskning i Aarhus og London, forskning der skal forebygge kræft og forbedre behandlingen af kræftpatienter.

Adjungeret professor Henrik Møller
Adjungeret professor Henrik Møller

Det er en dansk forsker af høj international klasse, Aarhus Universitet har knyttet et tættere samarbejde med. Henrik Møller, der har base i England, er udnævnt adjungeret professor.

Henrik Møller er oprindeligt uddannet i biologi og samfundsvidenskab, og har siden midten af 1980’erne beskæftiget sig med kræftepidemiologi, hvor han har været ansat ved nationale og internationale organisationer i Danmark, Frankrig og England. I 2000 blev han dr.med. med en disputats om testikelkræft.

Sammen med kræftforskere fra King's College London stod Henrik Møller for nyligt bag en undersøgelse, som skabte stor international opmærksomhed. Undersøgelsen viste, at antallet af ældre englændere med en kræftdiagnose vil vokse til det tredobbelte inden for de næste 30 år.


Kræftpatienters livskvalitet forbedres

Henrik Møllers forskning fokuserer på sammenhængen mellem risikofaktorer og udviklingen af sygdom. Og den viden kan så blive brugt til at forebygge kræftsygdom. I den kliniske forskning arbejder han med at forstå den variation i kræftbehandlingen som findes, både indenfor det enkelte land og imellem forskellige lande. Den viden kan bidrage til at forbedre diagnostik og behandling af personer med kræft.

Og nu får Aarhus Universitet altså muligheden for at etablere et samarbejde på tværs af landegrænser med en forsker, der har viden og indsigt i danske forhold også.

"Det er spændende for mig at vende tilbage til dansk kræftforskning efter mange år i England. Der er mange ligheder mellem de to lande, og sammenligninger med andre vesteuropæiske lande viser, at kræftpatienters overlevelse og livskvalitet kan forbedres, specielt hvis vi kan opdage de nye kræfttilfælde på et tidligt stadie i sygdommens udvikling," siger Henrik Møller.

Henrik Møller bor i England og er professor ved tre højere uddannelsesinstitutioner i London: King's College London School of Medicine, London School of Hygiene and Tropical Medicine, og ved Queen Mary University of London.

Kontakt

Adjungeret professor Henrik Møller
Aarhus Universitet, King's College London School of Medicine, London School of Hygiene and Tropical Medicine og Queen Mary University of London