Ny klinisk lærestolsprofessor hjælper sengevædere

Søren Rittig er nyudnævnt klinisk lærestolsprofessor i pædiatri ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital. Han har speciale i nyresygdomme hos børn og har dedikeret sit arbejdsliv til at hjælpe børn og unge med inkontinens.

Professor, overlæge, dr.med. Søren Rittig
Professor, overlæge, dr.med. Søren Rittig er ny klinisk lærestolsprofessor og modtager af Ole Worm-prisen.

Professor, overlæge, dr.med. Søren Rittig har i 30 år forsket i alt fra sengevædning til svære misdannelser i urinvejene, herunder døgnrytmen af urinproduktion og antidiuretisk hormon hos børn, der tisser i sengen. Antidiuretisk hormon er det hormon, der regulerer den natlige urinproduktion.

Børneinkontinens handler ikke om mistrivsel eller psykiske problemer

Forskning viser, at nedsat natlig produktion (manglende døgnrytme) af det antidiuretiske hormon hos sengevædere er årsag til barnets inkontinens. Denne opdagelse betyder, at baggrunden for lidelsen nu opfattes på en helt ny måde, og det har ændret behandlingen radikalt. Mange sengevædere kan derfor takke den nyudnævnte lærestolsprofessor for, at han definitivt har aflivet myten om, at dårlig trivsel eller psykiske problemer er årsag til, at børn og unge tisser i sengen.

Årsagen er nemlig oftest for høj produktion af urin eller for lille blære, og lidelsen kan behandles effektivt med enten et ringeapparat eller medicin.

Mange danske børn lider af vandladningsforstyrrelser

Cirka ti procent af alle 7-årige børn i Danmark har problemer med vandladningen. Det er et stort problem – ikke kun for det enkelte barn, der ofte oplever såvel fysiske som psykiske gener som følge af sygdommen, men i høj grad også for samfundet generelt.

”Vandladningsforstyrrelser er en hyppigt forekommende lidelse – ikke kun i Danmark, men på verdensplan. Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden gør vores yderste for at opnå større indsigt i og bedre viden om, hvordan vi hjælper patienterne bedst muligt. Og det gør vi kun ved hjælp af intensiv forskning af høj kvalitet," fortæller Søren Rittig, som til daglig leder en betydelig forskergruppe med et stort internationalt netværk.

Aarhusiansk center er blandt verdens førende inden for børneinkontinens

Siden etableringen af Center for Børneinkontinens på Aarhus Universitetshospital i Skejby i 1999 har Søren Rittig været leder af centret, der i dag er et af verdens førende inden for forskellige former for inkontinens hos børn.

Udover vandladningsforstyrrelser er Søren Rittigs forskergruppe kendt for deres forskning i andre sygdomme, der omfatter vand- og saltbalancen. Det drejer sig for eksempel om sygdommen diabetes insipidus, som skyldes mangel på antidiuretisk hormon, og den svære nyresygdom nefrotisk syndrom, hvor børnene udskiller enorme mængder æggehvider i deres urin.

"Vi håber, at vi med vores forskning kan øge forståelsen af årsagerne til sygdommene, og at vi dermed kan være med til at udvikle nye og bedre behandlinger,” siger Søren Rittig.

Søren Rittig sidder desuden i bestyrelsen i Dansk Pædiatrisk Selskab og er videnskabelig formand i det internationale videnskabelige selskab vedrørende børneinkontinens (ICCS).

Hædres for banebrydende forskning ved tiltrædelsesforelæsning

På fredag den 2. november 2012 holder Søren Rittig tiltrædelsesforelæsning over titlen: ”To pee or not to pee - that's the question.” I forbindelse med tiltrædelsesforelæsningen vil han få overrakt Ole Worm-prisen som anerkendelse for sin banebrydende forskningsindsats.

Søren Rittig er født den 12. august 1960 i Lemvig. Han er gift og har to børn og to 'bonusbørn'. Familien bor i Lystrup. Han tiltrådte hvervet som klinisk lærestolsprofessor i børnesygdomme den 1. juni 2012

 

Yderligere oplysninger

Professor, overlæge, dr.med. Søren Rittig
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Århus Universitetshospital, Børneafdelingen, Nefrologisk Team
Direkte telefon: 7845 1802
Mobil: 2024 1005
soren.rittig@skejby.rm.d


Om Søren Rittigs tiltrædelsesforelæsning

Hvis du vil vide mere om Søren Rittigs tiltrædelsesforelæsning og prisoverrækkelse på fredag den 2. november 2012, kan du finde oplysninger om blandt andet tid og sted i Healths kalender.

Her finder du også den officielle invitation til tiltrædelsesforelæsningen i pdf-format.