Ny professor i almen medicin

Speciallæge i almen medicin Mogens Vestergaard tiltrådte i foråret 2011 som professor i almen medicin ved Aarhus Universitet. Fredag d. 23. september holder han tiltrædelsesforelæsning under overskriften ”Almenmedicinsk epidemiologi – Hvad er det egentlig, og hvad kan det bruges til?”

Mogens Vestergaard

Takket være nationale registre er Danmark det bedste sted i verden at lave epidemiologiske undersøgelser, hvor man følger store befolkningsgrupper gennem mange år. Denne mulighed er primært blevet brugt til at studere årsager til og konsekvenser af sygdomme som behandles på sygehuse, mens den kun sjældent er blevet brugt til at studere sygdomme og tilstande som behandles af praktiserende læger. Det bliver der nu lavet om på med det nyoprettede professorat, der er etableret i samarbejde mellem AU’s Afdeling for almen medicin, Forskningsenheden for almen praksis og Region Midtjylland.

Mogens Vestergaard skal i professoratet arbejde med epidemiologiske metoder til at undersøge årsager til og konsekvenser af sygdomme som helt eller delvist behandles hos praktiserende læger. Han vil især fokusere på personer som fejler mere end en kronisk lidelse, f.eks. personer som både har både en psykisk og en fysisk lidelse. Mange af disse patienter har en betydelig overdødelighed, fx lever personer med skizofreni 20 år kortere end en baggrundsbefolkning, blandt andet fordi diagnostik og behandling af fysiske lidelser er mangelfuld. Da mange af patienterne med både psykiske og fysiske lidelser behandles helt eller delvist hos den praktiserende læge, ligger nøgle til en bedre overlevelse hos disse patienter måske hos den praktiserende læge. Med professoratet håber Mogens Vestergaard at opnå bedre viden om det kliniske og organisatoriske område, så man fremover vil kunne foreslå mere effektive og fokuserede interventioner for denne type patienter.

Hans forskning i almen medicin og epidemiologi er blandt andet offentliggjort i prestigefyldte tidsskrifter som New England Journal of Medicine, JAMA og Lancet.

Mogens Vestergaard har siden han i 1996 blev uddannet læge fra Aarhus Universitet arbejdet som praktiserende læge i blandt andet Låsby, Aarhus og Lunderskov og haft ansættelse på afdelinger ved Aarhus Universitetshospital, Kolding sygehus og Regionshospitalet Silkeborg. Han skrev senere ph.d.-afhandling på den perinatal epidemilogiske forskningsenhed på Skejby Sygehus.

Mogens Vestergaard har de seneste 15 år undervist sygeplejersker, medicinstuderende og ph.d.-studerende indenfor almen medicin, epidemiologi, socialmedicin, neurolog og psykiatri.

Mogens Vestergaard (43) kommer oprindeligt fra Sdr. Vium i Vestjylland. Han bor i dag i Hinnerup med sin kone og deres tre børn.

  • Forsvaret afholdes d. 23. september kl. 15 i Samfundsvidenskabligt Auditorium, bygning 1262, Aarhus Universitet, Bartholins Allé 4, 8000