Ny professor i hjerteblodpropper
?Forskningsoverlæge, dr.med., Steen Dalby Kristensen er per 1. oktober 2011 tiltrådt som klinisk professor i iskæmisk hjertessygdom på Aarhus Universitet.

Steen Dalby Kristensen (55 år) holder fredag d. 28. oktober sin tiltrædelsesforelæsning under overskriften "blodprop - blodplader - ballonbehandling". Forelæsningen holdes kl. 14.30 i auditorium B ved indgang 6 på Aarhus Universitetshospital, Skejby.
Steen Dalby Kristensen har siden studietiden forsket i blodpropsdannelse og specielt blodpladernes betydning for udvikling af blodprop i hjertet. Han forsvarede i 1992 sin doktordisputats om samme emne, og han har som overlæge på Hjertemedicinsk afd. B, Skejby Sygehus, arbejdet klinisk med kateterbaserede undersøgelser og behandlinger af patienter med åreforkalkningssygdom og blodpropper i hjertets kranspulsårer.
I de senere år har han været en af de primære drivkræfter bag en ny forskningsgruppe, der har fokuseret på at identificere metoder til måling af blodpladefunktionen for at kunne tilbyde mere skræddersyede blodpropshæmmende behandlingstilbud til patienterne. Et af Steen Dalby Kristensens aktuelle projekter er ledelse af et stort implementeringsprojekt, der har til formål at tilbyde akut ballonbehandling til et langt større antal europæiske patienter, end det er tilfældet i dag.
Steen Dalby Kristensen har gennem årene været en særdeles aktiv forsker. Han er forfatter eller medforfatter på 170 artikler, hvoraf en stor del er publicerede i anerkendte internationale tidsskrifter som blandt andet Lancet, JAMA og European Heart Journal. Han har også fungeret som bedømmer på en lang række højt estimerede tidsskrifter, ligesom han som vice-præsident i det europæiske hjertemedicinske selskab har spillet en aktiv rolle i foreningen.
Han har medicinsk embedseksamen fra 1981 fra Aarhus Universitet. I løbet af sin karriere har Steen Dalby Kristensen haft ansættelser ved blandt andet Ålborg Sygehus, Århus Amtssygehus, Århus Kommunehospital og Viborg sygehus, ligesom han også har arbejdet to år som forsker og reservelæge i London.
Steen Dalby Kristensen er født og opvokset i Aarhus. Han er gift med sygeplejerske Inge Arbs og har 2 børn på 20 og 22 år.