Ny professor i lægemidler
Professor, overlæge, dr.med. Jørgen Rungby, Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet, er tiltrådt som professor i Klinisk Farmakologi, som er et af satsningsområderne for Aarhus Universitet.

Det nye professorat betyder, at universitetet fremover vil have endnu stærkere farmakologiske kompetencer, der også kan tilbydes til nye eksterne samarbejdspartnere, herunder medicinalindustrien.
Jørgen Rungby har i en årrække forsket i, hvordan lægemidler virker, og hvilke gener og proteiner i cellerne der påvirkes af lægemidler:
”Klinisk farmakologi går i overordnede vendinger ud på at fremme den bedst mulige anvendelse af lægemidler, og formålet med min forskning er at skabe basis for udvikling af nye behandlinger, og at forsøge at udvikle metoder til at forbedre effekten og begrænse eventuelle uønskede følgevirkninger af medicinsk behandling”, siger Jørgen Rungby.
Han har i de senere år især forsket i de mekanismer, der ligger til grund for kroniske tilstande som diabetes og neurodegenerative sygdomme som Alzheimers med henblik på at udvikle nye behandlingsprincipper. Hans forskning har indtil videre resulteret i mere end 115 publikationer og har dannet grundlag for en lang række ph.d.-afhandlinger inden for feltet.
I professoratet skal Jørgen Rungby blandt andet arbejde med basale cellulære og metaboliske undersøgelser af lægemidlers effekt på celler, dyr og mennesker. Et andet forskningsområde bliver farmako-epidemiologiske undersøgelser, der kortlægger effekter af farmakologiske behandlinger på individuelt plan og på befolkningsniveau. Forskningen vil blive udført i samarbejde med forskere på Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet, Aarhus Universitetshospital og en række eksterne partnere.
Jørgen Rungby er pr. 1. september også blevet udnævnt til overlæge ved Klinisk Farmakologisk Afdeling, Akutcenteret, Aarhus Universitetshospital. Med kombinationen af de to stillinger forenes basal farmakologisk forskning og undervisning med de kliniske funktioner ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital.
På det administrative plan har Jørgen Rungby haft en karriere som ledende overlæge ved Silkeborg Centralsygehus og Aarhus Universitetshospital og som formand for Dansk Endokrinologisk Selskab. Aktuelt er han medlem af forretningsudvalget i to store videnskabelige satsninger, DD2 og LuCamp, som bl.a. fokuserer på diabetes.
Jørgen Rungby blev student i 1976, cand.med. i 1984 og dr.med. i 1990. Han er speciallæge i intern medicin og endokrinologi. Privat er han far til to sønner og deler sin hjemmetid med Kirsten.