Ny struktur skal sikre tættere samspil
Faste ledermøder og uddelegerede ledelsesopgaver skal føre til endnu tættere integration mellem universitet og universitetshospital.

Et tæt parløb mellem Institut for Klinisk Medicin og Aarhus Universitetshospital er langt fra af nyere dato. Med det nye aftalekompleks mellem Aarhus Universitet og Region Midtjylland er der dog lagt op til, at forskning og uddannelse i endnu højere grad synliggøres og integreres på regionens hospitaler:
”En af intentionerne med det nye aftalekompleks mellem regionen og universitet er en tættere integration af klinik, forskning og uddannelse. For at sikre, at disse intentioner også bliver til virkelighed er det vigtigt, at vi har en god infrastruktur, så organisationen er gearet til dette arbejde,” siger institutleder Kristjar Skajaa og uddyber:
”Det kan den blandt andet blive med et struktureret samarbejde på tværs af organisationerne og ved, at ledelseslagene bliver mere synlige.”
For at konsolidere det gensidigt forpligtende samarbejde om forskning og uddannelse bliver der derfor indført fast mødestruktur for lederne på instituttet og hospitalet. De kliniske lærestolsprofessorer vil for eksempel fremover mødes hospitalets afdelingsledelse mindst en gang om måneden. Det samme gælder for den klinisk koordinerede lærestolsprofessorer for hvert center og centerledelserne.
Lærestolsprofessorer får større ansvarsområde
Nyt er også, at en række ledelsesopgaver bliver uddelegeret til den klinisk koordinerende lærerstolsprofessor i hvert center og til de kliniske lærestolsprofessorer på de enkelte afdelinger:
”Lærestolsprofessorerne kommer til at få mere ansvar frem over. Det betyder blandt andet, at de kliniske lærestolsprofessorer skal inddrages ved indgåelse af nye samarbejdsaftaler. De bliver også overordnet ansvarlige for indrapportering til PURE inden for deres område,” fortæller Kristjar Skajaa.
Andre uddelegerede ledelsesopgaver er afholdelse af MUS-samtaler og administration af annuum-midler.
Forskningsaktiviteter fra Aarhus til Ringkøbing
Også uden for Aarhus kommer man til at mærke den nye struktur. Oprettelsen af akademiske koordinatorer bliver en vigtig universitetsfunktion på regionshospitalerne:
”På de forskellige regionshospitaler i Region Midtjylland bliver der oprettet stillinger som akademiske koordinatorer, der kan sammenlignes med stillingerne som koordinerende kliniske læreprofessorer. Disse kommer til at få en vigtig funktion i forhold til at sikre den tætte integration mellem universitet og regionen. Med både faste mødefora og etableringen af akademiske koordinatorer skulle forskning gerne blive synlig i alle afkroge af organisationen,” afslutter Kristjar Skajaa.
Læs mere
- Stillingerne som koordinerede kliniske lærestolsprofessorer blev oprettet i 2011. Se hvem der er koordinerende lærestolsprofessor hvor
- Læs mere om Institut for Klinisk Medicin på instituttets hjemmeside
Yderligere oplysninger
Institutleder Kristjar Skajaa
Institut for Klinisk Medicin
Tlf. 7845 9000
E-mail: kristjar.skajaa@ki.au.dk