Nyt Dansk Stroke Center skal styrke behandling af slagtilfælde

Overlæge, dr. med. Grethe Andersen, Aarhus Universitet/Aarhus Universitetshospital har modtaget en donation på 10 millioner kroner fra TrygFonden. Donationen går til et klinisk professorat og oprettelsen af Danmarks første forskningscenter i slagtilfælde ”Dansk Stroke Center”. Tiltrædelsesforelæsningen holdes d. 2. december under overskriften "Vejen til forbedret apopleksibehandling: hurtig – helende – højteknologisk”.
Grethe Andersen har gennem flere år skabt store fremskridt i behandlingen af slagtilfælde. Med TrygFondens bevilling får Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet med Grethe Andersen i spidsen nu mulighed for fortsat at prioritere indsatsen, som skal forbedre chancerne hos de ca. 20.000, der i Danmark hvert år rammes af et slagtilfælde.
Mere fokus på slagtilfælde
Slagtilfælde – eller stroke – skyldes en hjerneblødning eller en blodprop i hjernen og er i dag den tredje hyppigste dødsårsag herhjemme. Når den rammer, er tilstanden akut og livstruende, og minutter er afgørende for at redde hjernens funktion. 30 pct. rammer folk i den erhvervsaktive alder og er den hyppigste årsag til erhvervet handicap i voksenalderen. Oprettelsen af Dansk Stroke Center og det nye professorat er med til at understrege, at slagtilfælde er en folkesygdom, som samfundet har stor gavn af, at vi bliver endnu bedre til at behandle.
Dansk Stroke Center forventes at få en spydspidsfunktion i samspillet med danske sundhedsmyndigheder, patientforeninger, sundhedspersonale og kolleger i ind- og udland, og en væsentlig opgave bliver at udbygge det allerede veletablerede samarbejde mellem centeret, den præhospitale ambulancetjeneste og en række højt specialiserede kompetencer ved Neurocenteret og andre samarbejdende afdelinger på Aarhus Universitetshospital. Det har været en bærende tanke i den kliniske forskning, at en forbedret organisation og samarbejde på tværs af specialer gavner den enkelte patients chance for at undgå funktionstab og mentale følgevirkninger efter slagtilfælde.
En anden vigtig opgave bliver at udbygge viden og behandling af plagsomme følgevirkninger, herunder patologisk træthed og depression efter slagtilfælde, som blandt yngre patienter begrænser erhvervsevnen, og for alle forringer livskvaliteten.
TrygFondens donation på 10 millioner kroner er et led i en mangeårig indsats på akutområdet i Danmark, som bl.a. omfatter en opprioritering af den praksisnære forskning inden for akut medicin, som kan forbedre resultater for patienter.
Tiltrædelsesforelæsning den 2. december
Helt konkret skal Grethe Andersen som ny professor arbejde med at fastholde og udvikle den hyperakutte behandling af slagtilfælde, herunder brugen af MR-diagnostik med fokus på eksperimentel beskyttelse af neuroner ved akut blodprop i hjernen og organisationen af trombolyse og trombektomi (fjernelse af blodpropper via kateter).
Grethe Andersen holder den 2. december sin tiltrædelsesforelæsning under overskriften "Vejen til forbedret apopleksibehandling: hurtig – helende – højteknologisk”. Forelæsningen holdes kl. 14.30 i Palle Juul Jensen-Auditoriet (DNC-huset), bygning 10, Aarhus Universitetshospital, Nørrebrogade 44, 8000 Aarhus C.
Privat
Grethe Andersen er født i Gedsted sogn i 1956 som nr. 4 af 5 søskende. Hun blev student fra Viborg Katedralskole i 1975 og tog embedseksamen i medicin fra Aarhus Universitet i 1984, hvorefter hun tidligt engagerede sig i arbejdet med patienter, der havde fået slagtilfælde. Privat er hun gift med Povl Arne Revsbech, som er overlæge i Lungemedicin på Silkeborg Sygehus, og sammen har de to voksne børn.