Nyt samarbejde mellem Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og Gøteborg Universitet

Samarbejdet ledes af neurofysiolog, lektor, dr.med. Kimmo Jensen, Institut for Fysiologi og Biofysik med deltagere fra Odontologisk Institut og Aarhus Universitetshospital.

Neurofysiolog, lektor, dr.med. Kimmo Jensen.

Et nyt spændende forsknings- og undervisningssamarbejde er netop sat i gang af forskere på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet og Sahlgrenska Akademin, Gøteborg Universitet.  De svenske partnere er alle neuroforskere på Sahlgrenska Akademin i Gøteborg. Der er et fokus på elektrofysiologiske ekspertiser i forbindelse med både humane studier men også dyreeksperimentel neuroforskning.

"Vi forventer at samarbejdet vil styrke synergien mellem Aarhus og Gøteborg inden for neurofysiologisk forskning og undervisning på ph.d. niveau i begge byer", udtaler Kimmo Jensen.

"Vi har specielt store forventninger til udveksling af ph.d. studerende og lærerkræfter. Vi er glade for kunne trække på de meget dygtige forskere, der har en lang og hæderkronet tradition inden for neurofysiologi i Gøteborg, siger Kimmo Jensen"

Projektet støttes af den særlige pulje til styrkelse af samarbejdet mellem de Sundhedsvidenskabelige Fakulteter i Aarhus og Gøteborg.