Overaktive celler hos psoriasispatienter

Forsker fra Aarhus Universitet har undersøgt signalveje i cellerne hos psoriasispatienter. Det viser sig, at de særlige MAPK signalvejssystemer er overaktive i psoriasis hud.

Cand.scient. Claus Johansen.

Celler reagerer på udefrakommende stimuli (f.eks. virus) ved, at forskellige signalveje i den enkelte celle aktiveres. En af de bedst beskrevne signalveje er MAPK systemet.  Cand.scient., lektor ved Aarhus Universitet Claus Johansen har i sin doktorafhandling undersøgt, hvordan MAPK systemet i den enkelte celle påvirker inflammatoriske hudsygdomme. Claus Johansen interesserer sig især for, hvordan MAPK systemet påvirker psoriasis. MAPK systemet i den enkelte celle er lidt som et tveægget sværd, der på den ene side kan fremme inflammation i huden, men som på den anden side også kan hæmme denne.

”Psoriasisudbrud kan betragtes som en form for betændelsesreaktion uden bakterier, hvor kroppen sender ekstra blod og ekstra mange hvide blodlegemer til de psoriasisaktive hudområder. De hvide blodlegemer frigør stoffer, som får hudens celler til at dele sig unormalt hurtigt. Derved dannes for meget overhud, der typisk afstødes som tykke, hvide skæl,” siger Claus Johansen.

Flere undersøgelser tyder på, at ændringer i bestemte signalveje kan være en del af forklaringen på den inflammatoriske tilstand og ændrede vækstregulering, man finder ved psoriasis.

”Vi kan se en øget aktivering af flere MAPK systemer i hud med psoriasis. Perspektivet er, at vi over tid kan hæmme de overaktive inflammationsfremmende signalveje, og dermed reducere psoriasisudbruddet,” slutter Claus Johansen.

CV

Cand.scient. Claus Johansen, ansat som lektor ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet forsvarer den d. 29. oktober sin doktorafhandling med titlen: Intracellular signaling pathways in skin inflammation and cancer.

Claus Johansen er født i Viborg og opvokset i byen Aalestrup, som ligger ca. 30 km nord for Viborg. Han tog studentereksamen ved Vesthimmerlands Gymnasium i Aars. I 1999 blev han færdig som cand.scient. fra Molekylærbiologisk Institut, Aarhus Universitet og efterfølgende tog han sin ph.d.-grad ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Emnet for ph.d.-afhandlingen var: In vitro and in vivo regulation of the transcription factors AP-1 and NF-?B by 1?,25-Dihydroxyvitamin D? and Calcipotriol in human skin.

Claus Johansen har i løbet af sin karriere været ansat ved Institut for Eksperimentel Klinisk Forskning ved Århus Sygehus og fra 2010 ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet.

Claus Johansen modtog i 2009 den prestigefyldte pris, ”New Investigator Award” fra European Skin Research Foundations. Han modtog prisen for projektet med titlen: Inflammation and its role in the development of non-melanoma skin cancer. Claus Johansen er en flittig foredragsholder ved møder og konferencer i både Danmark og udlandet. Claus Johansen har publiceret 33 artikler i velrenommerede og betydende tidsskrifter og har været vejleder for et stort antal ph.d.-studerende og forskningsårsstuderende. Claus Johansen er medlem af European Society for Dermatological Research.

  • Forsvaret finder sted d. 29/10-10 kl. 14. i auditorium 424, Anatomisk Institut, bygning 1231, Wilh. Meyers Allé, Universitetsparken, 8000 Århus C.