Ph.d.-studerende fra Aarhus Universitet modtager stort legat

Helene Kirkegaard, der er ph.d.-studerende inden for sundhedsvidenskab på Aarhus Universitet, har modtaget et legat på 100.000 kroner til et studie- og forskningsophold i USA.

Her ses Lars Christian Lassen fra Novo Nordisk og prismodtager Helene Kirkegaard. Foto: Niels Peter Riisbro, Quiet Please.

Fra januar 2013 og et år frem skifter Helene Kirkegaard Aarhus Universitet ud med Cornell University. Hun har nemlig fået et virksomhedslegat fra Danmark-Amerika Fondet ved Novo Nordisk A/S til et studie- og forskningsophold i USA.

Her skal hun fortsætte sine undersøgelser af, hvordan fedme og ændringer i vægten under graviditeten påvirker kvinders helbred op til 10 år efter fødslen.

”Jeg undersøger kvinders langvarige vægtudvikling efter graviditet, og hvad der påvirker den. Og så kigger jeg på vægtudviklingen i relation til graviditet, amning og livsstil i forhold til risikoen for sygdomme, der skyldes fedme,” forklarer Helene Kirkegaard.

Forskningen har betydning for alle gravide kvinder, også fordi flere og flere kvinder i dag er svært overvægtige, når de bliver gravide.

”Mange kvinder tager mere på under graviditeten, end de burde,” siger Helene Kirkegaard.

Til trods for, at man ved, at fedme i forbindelse med graviditet er et stort problem i dag, så er der ikke meget forskning om, hvordan fedme og ændringer i vægten påvirker kvindernes helbred i årene efter fødslen.

Får international forskererfaring

I USA skal hun arbejde tæt sammen med professor Kathleen Rasmussen, som er ekspert inden for Helene Kirkegaards forskningsområde – specielt amning og overvægt.

”Kathleen skal være min mentor under hele opholdet og hun skal bidrage til, at det arbejde, jeg udfører, bliver af høj kvalitet,” fortæller Helene Kirkegaard, som bliver en del af forskningsgruppen ved Division of Nutritional Science på Cornell University, hvor hun bliver indskrevet. Her skal hun følge ph.d.-kurser, samtidig med at hun skal arbejde med sin forskning.

Helene Kirkegaard ser frem til sit amerikanske eventyr.

”Uden legatet var det svært at gøre sådant et ophold muligt. Og med opholdet får jeg mulighed for at opkvalificere min ph.d.-uddannelse gennem international forskningserfaring og internationalt samarbejde. Det glæder jeg mig til,” siger hun.