Portræt: Mona Nørgaard - 40 år i statens tjeneste

Studiesekretær Mona Nørgaard kan fejre 40-års jubilæum som ansat i statens tjeneste og det markeres med en reception torsdag den 28. juni 2012 kl. 14 på Sektion for Idræt.

De 40 år

Mona Nørgaard har været ansat på Handelshøjskolen Aarhus og Aarhus Universitet i hele sit arbejdsliv som nu har varet i 40 år. Den 1. juli 1972 startede Mona på Handelshøjskolen Århus, som den gang ikke var en del af Aarhus Universitet. Det blev til rigtigt mange gode år som kontorfuldmægtig og institutsekretær på Juridisk Institut, bortset fra en lille afstikker i 1991, hvor Mona for en kort periode arbejde på Botanisk Institut ved Aarhus Universitet i forbindelse med en konkret opgave. 

Den 1. juni 2008 skiftede Mona til Institut for Idræt, Aarhus Universitet. Administrationen på Idræt var i gang med en større omstrukturering og det krævede erfarne kræfter. Det var en opgave som Mona heldigvis kunne overtales til, og hun var stærkt medvirkende til en forbedret organisering og kvalitetssikring af hele administrationen.

De seneste års store forandringer på Aarhus Universitet fik konkret betydning for Monas arbejdsområde, da Idræt blev overflyttet fra Science and Technology til Health, hvilket bevirkede en større administrativ omlægning for idrætsuddannelsen og dens ca. 300 studerende. I den forbindelse blev Mona en del af AU Studieadministration Health, hvor hun med stor ansvarsfølelse fortsat varetager opgaver for idrætsuddannelserne. De sidste år har Monas arbejdsliv således været præget af en række omstruktureringer, men Mona har formået at planlægge undervisning og eksamen uanset den omskiftelighed, arbejdet har været præget af. Hendes engagement i de studerende og undervisernes ve og vel er udtalt og medvirker til at sikre en god hverdag for alle involverede i idrætsuddannelserne. Mona er gået ind i de nye organisatoriske sammenhænge med stor ukuelighed og en formidabel styrke som en loyal og serviceminded kollega, som er højt værdsat og hun udviser altid venlighed og imødekommenhed over for de mange studerende og ansatte som hun samarbejder med hver dag.

Mona er selv i sin fritid en flittig idrætsudøver og har løbet orienteringsløb på eliteplan og har igennem årene vundet flere medaljer, heriblandt guld ved verdensmesterskaberne i 1974. De egenskaber som kræves af en eliteudøver på topplan, har Mona taget med ind i sit daglige arbejde. Hun er gået ind i nye organisatoriske sammenhænge med stor ukuelighed og en formidabel styrke som en loyal og serviceminded kollega, som er højt værdsat og hun udviser altid venlighed og imødekommenhed over for de mange studerende og ansatte som hun samarbejder med hver dag.