Prisregn til medicinstuderende fra AU
Medicinstuderende fra Aarhus Universitet løb i år med halvdelen af de i alt 10 studenterpriser, som Gigtforeningen årligt uddeler til medicinstuderende.






Begrundelsen for Gigtforeningens priser er, at de studerende med deres arbejde, fremmer vores viden om de mange og ofte komplicerede gigtsygdomme. Foruden prisen modtager hvert projekt 10.000 kroner.
De aarhusianske medicinstuderende har blandt andet dokumenteret, at klamydia kan føre til reaktiv gigt, og at børn med børneleddegigt har en betydeligt lavere smertetærskel end raske børn på samme alder.
Prismodtagerne fra AU er:
Astrid Hjelholdt, som fik prisen for et studie af, hvordan ubehandlet klamydia kan forårsage hvirvelsøjlegigt og æggestokbetinget barnløshed ved at trigge en immunreaktion mod mennesket selv.
Stine Ravn Greisen modtog prisen for et projekt, der kortlægger nye detaljer i den komplicerede betændelsesproces ved kronisk leddegigt.
Astrid Andersen modtog studenterprisen for en analyse og gennemgang af den eksisterende litteratur om de tre markedsdominerende biologiske lægemidler til behandling af leddegigt.
Anne Leegaard modtog en studenterpris for et projekt, hvor hun dokumenterede, at børn med børneleddegigt har en betydeligt lavere smertetærskel end raske børn i samme aldersgruppe. Et studie der forhåbentlig kan bidrage til en bedre smertebehandling af den hyppigste kroniske sygdom med debut i børnealderen.
Lasse Pedersen og Nikolaj Otto modtog studenterprisen for et projekt, hvor de analyserede fordele og ulemper ved det mest anvendte biologiske lægemiddel ved kronisk leddegigt – en såkaldt TNF-hæmmer-behandling.
Prismodtagerne fik overrakt priserne af formand for Gigtforeningens forskningsråd, professor Kristian Stengaard-Pedersen, på foreningens årlige repræsentantskabsmøde.
Gigtforeningens mål med studenterpriserne er at tiltrække studerende til et fagområde, hvor der for alvor bliver brug for stærke kræfter fremover, da flere og flere danskere får gigtsygdomme. Målet er bedre behandling og forebyggelse af de omkring 200 forskellige gigtsygdomme.