Professorer bag million-salg

Aarhus-forskere har via selskabet Action Pharma solgt et forskningsresultat for 623 mio. kr. Det kommer både patienter og investorer til gode – og er et eksempel på, at grundforskning kan bruges helt konkret.

Profesor, dr.med. Søren Nielsen og professor, dr.med. Jørgen Frøkiær (Fotograf: David Bering)

Ti års grundforskning i biomedicin giver nu genlyd i biotek-branchen både herhjemme og i udlandet.

Forleden solgte biotekselskabet Action Pharma nemlig lægemiddelkandidaten AP214 - et potentielt middel mod akut nyresvigt - til amerikanske Abbott for 623 mio. kr. Produktet har afsæt i forskningsmiljøet på Aarhus Universitet, og salget fik pressen til at finde de store ord frem:
”Action Pharma kunne i går levere en sjældent set positiv historie i en ellers tørkeramt biotekindustri”, skrev Jyllands-Posten.
”Det er en af de største handler med lægemidler selv på globalt plan nogensinde”, mente Markedsføring Online.

Forskning skal bruges til noget

To af stifterne bag Action Pharma, professor i biomedicin, dr. med. Søren Nielsen, Aarhus Universitet, og professor i klinisk fysiologi og nuklearmedicin, overlæge, dr.med Jørgen Frøkiær Aarhus Universitet/Aarhus Universitetshospital er da også tilfreds med salget; ikke bare på grund af millionerne, som kommer firmaets investorer til gode, men fordi de sammen kolleger i København og USA har vist, at grundforskning kan føre til kommercielle resultater – i dette tilfælde mulighed for et paradigmeskift i behandling af akut nyresvigt.
”Som forskere brænder vi for vores forskning, men når der undervejs viser sig overraskende fund, der har et forretningsmæssigt potentiale, så er det enormt vigtigt, at man er vågen”, siger Søren Nielsen.
”Vores force på universiteterne er jo i denne forbindelse, at vi kan skabe ny viden, så det er faktisk vores pligt at være åbne for at udnytte forskningen – som det er universiteternes pligt at skabe rammerne for, at det er muligt”.
Jørgen Frøkiær supplerer:
”Det forskningsarbejde som ligger til grund for resultaterne i Action Pharma er også et glimrende eksempel på, hvordan man ved samarbejde mellem grundforskning og klinisk forskning samt ved anvendelse af solide patient undersøgelsesmetoder har kunnet dokumentere effekten af lægemiddelkandidaten AP214”, siger han.

Add on til forskningen

Aarhus-professorernes forskning i Action Pharma er således sket i en samarbejdsaftale med Aarhus Universitet - et parallelt forløb, hvor forskningen løbende er blevet publiceret, men hvor arbejdet også har haft vinklen: Kan det bruges til noget?
”At et stort, amerikansk firma nu har valgt at købe det her produkt er kun add on til vores forskning”, siger Søren Nielsen.
Og det handler ikke om, at man skal have særligt flair for business, mener han. Faktisk er det hans holdning, at en god forsker også potentielt er en god forretningsmand.
”Der skal penge i kassen, for at vi kan drive forskning, og de penge skal bl.a. komme fra fonde. Pengene kommer kun, hvis vi sælger varen, og varen er vores publikationer. Hvis vi ikke publicerer, er det ud, så vi er alle kommercielle i en vis forstand”, mener han og tilføjer:
”Det bør altså ikke være nogen modsætning, at man driver en forskningslinje med grundforskning eller med kommercielt sigte. For begge kommer i sidste ende samfundet til gode”.

Med salget af lægemiddelkandidaten bliver Action Pharma nedlagt. Men Søren Nielsen er allerede på udkig efter mulighederne for at stifte et nyt firma.

FAKTA:

  • Lægemiddelkandidaten AP214 reducerer risikoen for akut nyresvigt hos patienter, der gennemgår en omfattende hjerteoperation.
  • Action Pharma er grundlagt på baggrund af forskning på Aarhus Universitet af professorerne Søren Nielsen (Institut for Biomedicin) og Jørgen Frøkiær (Institut for Klinisk Medicin) og af lektor Thomas Jonassen fra Københavns Universitet og direktør Torbjørn Bjerke. Direktør Jeppe Øvli Øvlesen var også med fra starten.
  • Baggrunden for etablering af Action Pharma i 2000 var arbejdet i professor Søren Nielsen og professor Jørgen Frøkiærs forskningsgrupper på Aarhus Universitet omkring grundforskning i aquaporin-vandkanalers betydning for nyrens regulering af kroppens vandbalance.
  • Forsknings- og udviklingsarbejdet i firmaet er også udført i samarbejde med Københavns Universitet, Syddansk Universitet og førende internationale forskergrupper i USA.
  • Investorer: Østjysk Innovation A/S var de første investorer og senere investorer er Incuba Venture, Vækstfonden, Sunstone Capital, Global Life Science Ventures, InnovationsKapital, og Scandinavian Lifescience Ventures.

Yderligere oplysninger:

Professor, dr.med. Søren Nielsen, Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet, sn@ana.au.dk, 23 24 45 33

Professor, overlæge, dr.med. Jørgen Frøkiær, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, jf@ki.au.dk, 20 23 45 27