Psykiatrisk forskerskole er populær

Siden sommeren 2012 har studerende haft mulighed for at deltage i Klinisk Psykiatrisk Forskerskole. Muligheden for at prøve kræfter med forskning har tiltrukket flere end forventet.

På forskerskolen lærer de studerende klinisk forskning fra grunden.

”En kæmpe inspirationskilde”, ”en unik mulighed for faglig sparring med andre unge forskere”, ”en mulighed for at snuse til forskning tidligt på studiet”, ”et sted, hvor jeg kan prøve mig selv af i et mere frit forskermiljø”, ”en fantastisk mulighed for at lave klinisk forskning og møde andre medicinstuderende med samme interesse”. Evalueringerne fra studerende, der deltager i Klinisk Psykiatrisk Forskerskole, viser, at en forskerskole kan være et ideelt forum for studerende med forskerdrømme. Initiativtagerne er begejstrede over de studerendes forskningsinteresser:

”Selv om alle deltager som fritidsforskere, er der allerede 14 studerende tilknyttet forskerskolen. Det er flere, end vi havde forventet, så det er virkelig en positiv overraskelse,” siger professor Povl Munk-Jørgensen, der sammen med medicinstuderende Niels Okkels arrangerer forskerskolen på Afdeling M i Risskov.

Klinisk forskning skal læres fra grunden

Konceptet for forskerskolen er, at de studerende lærer klinisk forskning gennem mesterlæremetoden:

”Der er flere formål med forskerskolen. For det første synes jeg, at det er vigtigt, at de unge lærer det kliniske forskningshåndværk fra grunden.  For det andet skal de også lære at begå sig i et klinisk forskningsmiljø, så de senere i deres karriere kan undgå de værste faldgruber for unge forskere,” siger Povl Munk-Jørgensen om baggrunden for etableringen af forskerskolen og uddyber:

”Her har de for eksempel mulighed for gennem kliniske forskningsopgaver at vænne sig til klinisk psykiatri og blive fortrolige med miljøet på en psykiatrisk afdeling. Det er vigtigt også at kende miljøet på afdelingen, før man planlægger et projekt ved skrivebordet.”

En sidegevinst ved forskerskolen er ifølge Povl Munk-Jørgensen, at flere overlæger har fået ideer til nye forskningsprojekter, som så får studerende tilknyttet. På den måde er de studerendes tilstedeværelse på afdelingen også med til at fremme afdelingens forskning generelt.

Vide rammer for motiverede studerende

Det er primært medicinstuderende, der er tilmeldt.  Konkret arbejder de selvstændigt med mindre forskningsopgaver:

”De studerende udfører hands on-opgaver med kliniske data inden for blandt andet medicinforbrug, kvalitetsmonitorering, statistik, ADHD, udvikling af delirforekomst og vores program til forebyggelse af somatiske sygdomme. På den måde lærer de studerende at indsamle og håndtere kliniske data og arbejde sammen med de andre faggrupper på afdelingen,” siger Povl Munk-Jørgensen.

Han understreger, at de studerende får mulighed for at prøve kræfter med mange forskellige opgaver, men at det selvfølgelig foregår under nøje supervision.

Klinisk psykiatrisk forskning er vigtig

Institutleder Kristjar Skajaa på Institut for Klinisk Medicin roser initiativet:

”Health og regionen er jo i øjeblikket sammen ved at foretage en omstrukturering af den psykiatriske forskning. Et af formålene med det er, at der skal mere fokus på den kliniske forskning. Det har hidtil været vanskeligt at rekruttere unge læger til både specialet og især til den kliniske forskning. Povl Munk-Jørgensen og Niels Okkels' initiativ hjælper i høj grad til at løse begge problemer og i den sidste ende til stor gavn for mennesker med psykiske sygdomme.”

 


 Fakta

  • Alle medicinstuderende mellem 2. og 12. semester kan søge om at deltage i forskerskolen
  • Studerende optages på baggrund af en motiveret ansøgning og en samtale
  • Arbejdet kan indgå som specialeopgave på 12. semester, et forskningsår, ”fritidsforskning” eller fondsansættelse, hvis muligt, og kan fortsætte som ph.d.-studie.

Yderligere oplysninger

Professor Povl Munk-Jørgensen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin  og
Region Midtjylland, Psykiatri
Tel.: 78471541 / 78471544
povlmunk@rm.dkmettkrar@rm.dk