Risikoen for at få og dø af blodprop halveret

Ny forskning fra Aarhus Universitet viser, at risikoen for at få og dø af blodprop i hjertet er næsten halveret de seneste 25 år. Forebyggelse og behandling er blevet markant bedre, fremhæver professor bag undersøgelsen.

Ny forskning fra Aarhus Universitet viser, at risikoen for at få og dø af blodprop i hjertet er næsten halveret de seneste 25 år. Forebyggelse og behandling er blevet markant bedre, fremhæver professor bag undersøgelsen.

I undersøgelsen er 234.331 danske patienter med blodprop i hjertet blevet fulgt i årene 1984-2008. Resultaterne viser, at risikoen for at såvel at få som at dø af blodprop i hjertet er faldet markant:

- Vi kan se, at risikoen for, at en patient er død en måned efter blodproppen er faldet fra godt 30 % til knap 15 %. Hvis vi ser på risikoen for dødsfald efter et år er der også sket et fald fra knap 16 til 11 procent, fortæller professor i klinisk epidemiologi Henrik Toft Sørensen fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, og tilføjer, at resultaterne er stort set de samme for både mandlige og kvindelige patienter.

De opsigtsvækkende resultater er netop blevet offentliggjort i det prestigefyldte lægevidenskabelige tidsskrift British Medical Journal.

Færre får blodprop i hjertet
De gode nyheder gælder ikke kun risikoen for at dø af en blodprop i hjertet. Også antallet af patienter der bliver indlagt med blodprop i hjertet er faldet drastisk siden 1980’erne. De såkaldte førstegangsindlæggelser med blodprop i hjertet er i perioden 1984-2008 faldet med 37 % for kvinder og 48 % for mændene.

I 2009 var der ca. 9.000 nye tilfælde af akut blodprop i hjertet.

Bedre behandling og forebyggelse virker
Faldet i både dødelighed og antallet af indlæggelser som følge af blodprop i hjertet kan have forskellige forklaringer:

- Ny forskning viser, at dødeligheden som følge af blodprop i hjertet allerede begyndt at falde omkring 1970’erne, som jo er før vores undersøgelse startede, men indlæggelsesforløb og behandling er uden tvivl blevet bedre organiseret end tidligere. Folk er blevet mere opmærksomme på symptomerne på blodprop i hjertet og ofte stilles diagnosen allerede i ambulancen ud fra et hjertekardiogram og patienterne indlægges direkte på en hjerteafdeling, udtaler Henrik Toft Sørensen.

- Der er i de seneste 25 år blevet færre rygere og flere patienter bliver behandlet for højt blodtryk, så en væsentlig del af forklaringen er sikkert også, at vi har fået en sundere livsstil. Med det stigende antal overvægtige er det dog vigtigt at følge udviklingen nøje, for overvægt kan være en faktor der får udviklingen til at vende igen, afslutter han.

Undersøgelsen er verdens første landsdækkende undersøgelse af så stort et antal patienter med blodprop i hjertet fulgt gennem 25 år.

 


 

Læs mere

Download den videnskabelige artikel på British Medical Journals hjemmeside