Sektion for Idræt og Club La Santa indgår Alliance

Innovation og videndeling står øverst på dagsordenen i et nyt banebrydende samarbejde mellem Aarhus Universitet og sports- og familiecenteret Club La Santa på Lanzarote. Samarbejdet samler stærke aarhusianske kræfter inden for forskning, sport og teknologi.

Foto: Mette Johnsen

Det nye samarbejde skal gøre fremtidens sportsoplevelser bedre og sjovere:

- Ved at samle forskellige kræfter inden for forskning, det private erhvervsliv og offentlige interessenter får vi en unik platform til at skabe innovation til gavn for både tilskuere og sportsudøvere, fortæller Klavs Madsen, sektionssleder ved Sektion for Idræt ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.

Med i samarbejdet er også Institut for Datalogi, der arbejder med anvendelsesorienteret IT-forskning og den aarhusianske erhvervsdrivende forening ACTIVE Institute. Partnerne har modtaget 4,1 mio. kr. fra den private fond ”Fonden af 29. december 1967” til forskning og innovation i ”sportevents” og ”den digitale sportsplads”.

Win-win-samarbejde
- Ved at lave interdisciplinær forskning, hvor forskere fra idræt- og datalogi arbejder sammen, kan vi fra universitetets side bidrage med nye innovative løsninger. Til gengæld får vi med samarbejdet rigtig gode muligheder for at afprøve forskningen i verdens førende sport- og familiecenter og trække på deres praksiserfaringer, så det er et win-win-samarbejde, forklarer Klavs Madsen om baggrunden for at etablere samarbejdet.

Det nye samarbejde indebærer en række nye initiativer. Ét af dem er udviklingen af teknologiske redskaber der kan være med til at forbedre udøverens teknik ved brug af eksempelvis sensorer og webcams:

- Større viden er med til at gøre det at dyrke sport lidt sjovere. Ved at samarbejde med universitetet om både nye sportsteknologiske løsninger og forelæsninger om teknologi og træning i nogle af vores temauger, håber vi at kunne være med til at give motionisterne nogle bedre sportsoplevelser både under opholdet og efter, fortæller Club La Santa-direktør Niels Feerup og forklarer:

- Mange sportsfolk kender til ønsket om at forbedre både form og teknik, men har ikke den fornødne tid eller viden, og her ønsker vi at gøre en forskel sammen med forskerne fra Aarhus Universitet.

Sjovere at være Ironman-tilskuer
Også på formidlingsfronten skal der arbejdes med at gøre svært tilgængelige idrætsgrene mere synlige og sociale ved hjælp af ny teknologi. Det vil blandt andet blive afprøvet i forbindelse med ”Ironman Lanzarote” i maj 2012:

- Allerede lige efter jul begynder vi sammen med forskerne at arbejde på nye interessante teknologiske formidlingsmuligheder, hvor blandt andet forskellige sociale medier kobles sammen, så tilskuere over hele verden kan følge Ironman Lanzarote og Ironman Lanzerote 70.3 online, afslutter Niels Feerup.

For yderligere information, kontakt

Sektionsleder Klavs Madsen

e-mail: kmadsen@sport.au.dk