Sociale forhold har indflydelse på børns tandkødssundhed

Tandlæge Rodrigo Lopez har forsvaret sin doktorafhandling, som viste, at der ikke findes en særlig form for paradentose blandt unge, som skiller sig ud fra den form for paradentose, man finder hos voksne patienter. Undersøgelsen viste desuden, at kontekstuelle faktorer har betydelig indflydelse på børns tandkødssundhed og at selv mild destruktion af de parodontale væv hos unge påvirker deres livskvalitet.

Dr.odont., lektor, tandlæge, ph.d. Rodrigo Lopez.
Den enkeltes adfærd og risiko for sygdom bestemmes i vidt omfang af faktorer, som former normer, værdier og holdninger," siger Rodrigo Lopez.

Hvordan er fordelingen af tandkødssygdomme blandt unge og hvilke faktorer betyder noget for tandkødssundhed?  Det satte Dr.odont. og lektor ved Afdeling for Parodontologi, Det Odontologiske Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, Rodrigo Lopez sig for at undersøge.  Emnet er vigtigt, fordi tidlig diagnose og identifikation af relevante årsager kan begrænse destruktion af blødvæv og knogletab som følge af paradentose.

Undersøgelserne blev foretaget i Chile, hvor Rodrigo Lopez selv kommer fra. En stor studiegruppe på ca. 10.000 unge mellem 12 og 21 år fik tænderne efterset og der blev samlet oplysninger om sundhedsrelateret adfærd, nabolag, social og økonomisk baggrund. Rodrigo Lopez’ resultater viste, at livsstil, social ulighed, værdier og skole er emner, som har indflydelse på hvilken grad af paradentose, den enkelte har. Især den skole de unge læste i og forældrenes indkomst og uddannelsesniveau viste sig at have relevant indflydelse.

”Den enkeltes adfærd og risiko for sygdom bestemmes i vidt omfang af faktorer, som former normer, værdier og holdninger. Disse værdier har skolen anselig indflydelse på,” siger Rodrigo Lopez.

Paradentose blandt unge (Tidligt Indsættende Parodontitis) er hidtil blevet set som en specielt aggressiv form for paradentose, hvor risikoen for hurtig nedbrydelse af tændernes støttevæv og tandtab i en tidlig alder er til stede. Rodrigo Lopez´ forskningsprojekt startede som en undersøgelse af hyppighed og alvorlighedsgrad af paradentose blandt unge. Undersøgelsen inkluderede også mulige faktorer, som påvirker paradentose. Han fandt imidlertid ud af, at der ikke findes en særlig form for paradentose blandt unge, som er forskellig fra den form for paradentose, man finder blandt voksne patienter, men at de biologiske processer og derved sygdomme starter småt og kan udvikle sig i alvorlighed og udbredelse/omfang. Det, vi har set som særlige former for paradentose, repræsenterer en del af billedet, en gruppe af individer med avanceret sygdom. Men at tale om, at der findes en særlig form for ungdomsparadentose, er ikke dokumenteret. Kliniske tegn af paradentose blandt unge ligner meget de kliniske tegn, vi ser blandt voksne med paradentose, bare tidligere” siger Rodrigo Lopez.

CV

Dr.odont., lektor, tandlæge, ph.d. Rodrigo Lopez, ansat ved Afdeling for Parodontologi, Det odontologiske Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, har forsvaret sin doktordisputats med titlen: Conceptual and methodological issues in the study of destructive periodontal diseases among the young.

Rodrigo Lopez er født i Santiago i Chile i 1968. I 1992 blev han færdig som tandlæge fra Faculty of Dentistry, University of Chile i Chile. Han kom til Danmark i 1999 for at tage sin ph.d. ved Aarhus Universitet, og fik sin ph.d.-grad i 2003. Rodrigo mødte sin kone i Aarhus, sammen har de i dag 3 børn og er fast bosiddende i Danmark. Siden 2003 har han været ansat på Aarhus Tandlægeskole ved Aarhus Universitet, først som adjunkt, siden som lektor.

Rodrigo Lopez har modtaget flere forskningspriser, bl.a. Zendium-Hoogendorn prisen for sit bidrag til forskning i parodontologi.  Han holder foredrag ved møder og konferencer i både Danmark og udlandet og har publiceret mere end 30 formidlende og videnskabelige artikler i Danske og udenlandske tidsskrifter.