Søren Kragh Moestrup er nyvalgt medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab
Professor Søren Kragh Moestrup fra Institut for Biomedicin er blandt årets nyvalgte medlemmer af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i den naturvidenskabelige klasse.

Skrevet af: Inger Merete Paulsen og Sabina Bjerre Hansen
Professor, dr. med. Søren Kragh Moestrup træder ind i en eksklusiv klub, som deles med kun 250 andre danskere, når han sætter sig i stolen i det fornemme palæ på Dantes Plads i København. Ni nye medlemmer kom gennem valgrunden, da der skulle optages medlemmer i 2012, og selskabet uddeler alene de pladser, som er blevet ledige ved naturlig afgang.
”Jeg blev glad og stolt, da jeg fik meddelelse om optagelsen. Jeg ser det som en enestående mulighed for at mødes med spændende videnskabsfolk inden for vidt forskellige grene af forskningen og samtidig deltage i et forum, som har indflydelse på dansk forskningspolitik, ” fortæller Søren Kragh Moestrup fra Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet.
Graviditetsreceptor startede karrieren
Som medicinstuderende kom han - lidt tilfældigt - ind i receptorforskningen via en prisopgave hos Aarhus-professoren Jørgen Gliemann. Søren Kragh Moestrup fandt efterfølgende receptoren for det graviditetsprotein, som han arbejdede med i prisopgaven. Dermed var kimen til en foreløbig 25 år lang forskerkarriere lagt. Søren Kragh Moestrup har i den tid gjort flere vigtige grundvidenskabelige opdagelser inden for cellereceptor-området. Han har blandt andet opdaget en hidtil ukendt hæmoglobin-receptor. Det har især drejet sig om receptorer, som blandt andet sikrer cellens optagelse af vitaminer og hormoner.
Et af Søren Kragh Moestrups fokusområder for tiden er rettet mod en forståelse af, hvordan man kan udnytte disse cellereceptorer, så lægemidler kan finde vej til bestemte celler og dér optages målrettet. Det vil give et vigtigt bidrag til udvikling af mere effektive lægemidler med færre bivirkninger.
Fordybelse er et privilegium
Søren Kragh Moestrup fik sin kandidatgrad i medicin ved Aarhus Universitet i 1988 og modtog sin doktorgrad i 1994 samme sted. Han blev udnævnt til professor ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, nu Health, fem år senere.
I tidens løb er det blevet til flere priser og store fondsbevillinger, hvoraf Hallas Møller stipendiet, Anders Jahre-prisen og en stor bevilling fra the European Research Council til Troja-projektet kan nævnes som de mest fremtrædende. Søren Kragh Moestrup står i dag i spidsen for en forskningsgruppe bestående af 12 studerende, forskere og laboranter/bioanalytikere.
”Jeg ser det som et stort privilegium at have et arbejde, hvor man får lov at fordybe sig i egne projekter. Nogle i mine omgivelser vil måske sige, at arbejdsliv og fritid til tider flyder lidt for meget sammen, men det har jeg det nu fint med,” siger Søren Kragh Moestrup.
I sin fritid nyder Søren Kragh Moestrup blandt andet at løbe, køre mountainbike og sejle havkajak.
Han er gift med ph.d. Mette Sommerlund, som er overlæge i hudsygdomme og tilknyttet Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet. De har sammen fire sønner i alderen 11 til 23 år.
Udover Søren Kragh Moestrup har professor Søren Nielsen, professor emeritus Arvid B. Maunsbach og professor emeritus Jens Christian Skou fra Health på Aarhus Universitet opnået et livslangt medlemskab af den 270 år gamle videnskabelige forsamling.
Hvad er Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab?
Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab er stiftet den 13. november 1742 og har til formål at styrke videnskabens stilling i Danmark - navnlig at fremme grundvidenskabelig forskning og tværvidenskabelig forståelse.
Det er et selskab, hvor man ikke selv kan ansøge om medlemskab, men indstilles af andre og vælges ind af medlemmerne. Der frigives kun ledige pladser ved naturlig afgang. Selskabet er opdelt to; den naturvidenskabelige klasse og den humanistiske klasse. Klasserne optager skiftevis nye medlemmer hvert andet år.
Når ledige pladser i selskabet skal besættes, foretrækkes personer, som har gjort sig bemærket inden for grundforskningen i Danmark, og ikke i så høj grad den anvendte videnskab.
Kontakt
Professor Søren Kragh Moestrup
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin